Hvad er dit næste træk?
Det var forår, og han gik i semi-dybe tanker. Og hvis han ikke gik og tænkte, så lå han derhjemme og læste i tykke bøger. Bøgerne handlede om skak. Og mindst en gang i livet må man prøve at spille skak. Han ville gerne tale med en rigtig skakmester, der kunne fortælle ham om det bedste træk i skakspillet.
Men han var lidt bange for, at skakmesteren ville grine ad ham. Han tænkte, at du kan ikke spørge en skakmester: Hvad er det bedste træk? Eller mere præcist formuleret: Du kan godt spørge en skakmester, hvad er det bedste træk, men det er ikke muligt at svare på spørgsmålet. Svaret afhænger af konteksten. Du har et valg. Valget varierer fra menneske til menneske og fra time til time.
På samme måde giver det heller ikke mening at søge efter en abstrakt mening med livet.
“Enhver har sit særlige kald, sin mission i livet; enhver må udføre en konkret opgave, der kræver at blive fuldført. Der kan man ikke erstattes, der kan ens liv ikke leves om igen. Således er hver enkelts arbejde lige så enestående som hans specielle mulighed for at fuldføre det.” skriver Viktor E. Frankl i “MENNESKETS SØGEN EFTER MENING”.
Han overlever på mirakuløs vis i nazisternes koncentrationslejre fra 1942-1945, bl.a. Auschwitz, men han mister sin gravide kone, bror og forældre til nazisterne. Han formår at finde mening i det meningsløse og siger, at enhver situation i livet udfordrer mennesket og dermed giver livet ethvert mennesket et problem at løse. Vi kan ikke undgå smerte i livet, men vi vælger selv, hvordan vi håndterer den.
“Til syvende og sidst burde et menneske ikke spørge, hvad meningen med dets liv er, mennesket må hellere indse, at det selv spørges.”
“Ask not what your country can do for you – ask what you can do for your country.”
Sætningen stammer fra J.F.K.’s første tale som amerikansk præsident, og udskifter du “country” med “life”, så har du nærmest Frankl´s formulering.
Livet spørger dig hver eneste dag: Hvad er din opgave som menneske? Hvad er din hensigt? Hvad kan du gøre for dine medmennesker? Du har nemlig en opgave – at være menneske.
Og du – kun dig – kan svare livet – gennem dine handlinger og ved at være et ansvarligt menneske.
Det kan godt blive lidt højstemt, men det er ikke belæring eller forkyndelse. Du har et valg – den vigtigste beslutning i dit liv. Du beslutter selv dit næste træk.
Han gik ikke længere i dybe tanker, lagde skakspillet til side og overvejede næste træk: Mere Mimbo Jimbo, Netflix, kage eller Crossfit.
Skak! Hvad er dit næste træk?
Leave a Comment