Jeg burde pakke.
Mit pas ligger på bordet. En jakke hænger over stolen. Computeren er åben. Cyklen står i hjørnet og minder mig om den næste tur, jeg heller ikke helt er klar til.
Regntøjet ligger stadig ikke i tasken.
Snacksene til færgen findes endnu kun som en dårlig samvittighed. Skiftetøjet er ikke fundet frem. Opladerne ligger et sted i huset, hvor de altid ligger, indtil man skal bruge dem.
I stedet sidder jeg og skriver om, hvorfor man skal tage af sted.
Det er dumt.
Eller også er det præcis dér, teksten begynder.
For der er altid en grund til at blive hjemme. Altid en taske, der ikke er pakket. Altid en mail, der ikke er svaret på. Altid en krop, der hellere vil sidde i sofaen end finde barnets regntøj.
Da jeg var seks år, sad jeg ved et Matador-bræt i en hytte ved Breivann og forstod ingenting.
Mine forældre talte om grunde, husleje, hoteller og fordelene ved at købe og bygge. Jeg fattede ikke reglerne. Jeg vidste ikke, hvorfor Rådhuspladsen var bedre end noget andet. Jeg forstod ikke økonomien i det.
Men jeg forstod stemningen.
De grinede. De hyggede sig. Jeg fik lov til at kaste med terningerne og flytte bilerne rundt på brættet.
Det var nok.
Nu sejler jeg selv til Norge med min datter. Hun er seks år. Når Leonora træder ind i hytten ved Breivann, er hun fjerde generation, der kommer der.
Hun kommer ikke til at forstå det hele.
Det gjorde jeg heller ikke.
Men børn forstår mere, end vi tror. De forstår stemninger. De forstår, når voksne har tid. De forstår, at et sted betyder noget, før de kan forklare hvorfor.
Hytten begyndte lidt som en tilfældighed.
Ikke som en familieplan. Ikke som et sommerhusprojekt. Den begyndte med to norske piger, der sang i et kirkekor og skulle sove hos en frivillig familie i Haderslev.
Haderslev var venskabsby med Sandefjord, og engang i 1960’erne kom Karin og Kirsten Svendsen til byen for at synge. De boede hos min mormor og morfar.
De havde det godt. Deres forældre, Oskar og Margaret, skrev et takkebrev.
Sådan åbner verden sig nogle gange.
Ikke med en livsplan. Med en gæsteseng. Et måltid. Et korbesøg. Et brev.
Mormor og morfar besøgte senere familien Svendsen i Norge og elskede landet fra første øjeblik. Oskar pegede dem videre mod Breivann. Der blev formidlet kontakt. Der blev lavet en 100-årig kontrakt. Hytten blev bygget i 1965 og stod færdig i påsken 1966.
Og nu ligger der et pas på mit spisebord, fordi min datter skal træde ind i den samme historie.
Det lyder næsten idyllisk, når man skriver det sådan.
I virkeligheden begynder det med praktiske ting. Hvem henter hvem? Hvor ligger passene? Har vi nok varmt tøj? Hvad med regn? Hvad med mad? Hvad med færgen? Hvad med den bamse, der ikke må glemmes?
Verden åbner sig ikke først som en stor tanke.
Den åbner sig som en pakkeliste, man stadig ikke er kommet i gang med.
Min onkel Erik er opvokset i Haderslev, men begyndte som ung en uddannelse som købmand i Norge.
Han er ikke kommet hjem endnu.
Det er sådan, verden også åbner sig. Ikke som en stor plan. Mere som en uddannelse, en færge, et møde, et menneske.
Han blev gift med Grethe, der nu er tante Grethe. De bor i Oslo. Jeg elsker at høre hendes syngende norske sprog, hvor ordene næsten er danske, men alligevel lige akkurat fremmede nok til, at man må lytte bedre efter.
Gad vide, hvor meget Leonora forstår?
Jeg må huske at sige til hende, at hun skal spørge, når hun ikke er sikker.
Når en nordmand siger frokost, mener han som regel det, vi på dansk kalder morgenmad. Når jeg siger frokost, mener jeg maden midt på dagen. Hvis en nordmand siger, at noget er rart, betyder det ikke nødvendigvis behageligt. Det kan betyde mærkeligt. Og når vi danskere griner, ler vi. På norsk kan grine betyde at græde.
Det er små sproglige fælder.
Men så er der også de ord, man ikke behøver få forklaret ret mange gange.
Koselig.
Det betyder noget i retning af hyggeligt. Men det lyder ikke helt som hygge. Det lyder blødere. Som en lampe i et vindue. Som kaffe ved et bord. Som nogen, der har tid.
Det lærer hun hurtigt.
Det er jeg sikker på.
Det gjorde jeg.
H.C. Andersen skrev, at “at rejse er at leve”. Det er blevet et postkortcitat, men det begyndte ikke som en reklame for dyre ferier. Hos Andersen handlede rejsen også om det fremmede, menneskerne og det, der strømmer ind i én udefra.
Man behøver ikke rejse langt. Man behøver ikke tage til Rom, Egypten eller Japan. Man behøver ikke bruge penge, man ikke har.
Man kan tage en færge til Norge.
Man kan tage toget til en by, man altid har kørt forbi.
Man kan gå ind på et lille museum med sit barn og indrømme, at man ikke ved, hvad man skal kigge efter.
Man kan sætte sig ved et bord, hvor folk taler lidt anderledes, spiser lidt anderledes og ser verden fra en anden bakke.
Pointen er ikke afstanden.
Pointen er, at du forlader den lille verden, hvor alt ligner dig selv.
Ludvig Holberg blev født i Bergen i 1684, dengang Danmark og Norge hørte sammen under samme konge. Han endte i København og blev en af dem, der gav oplysningstidens tanker et dansk sprog.
Det er i sig selv lidt sjovt.
En norskfødt mand står som en af de store fædre i dansk litteratur. Det siger noget om, at fortiden sjældent passer ind i de nationale kasser, vi senere stiller den i.
Og det passer til pointen her: Man bruger også fortiden som et spejl. Ligesom man bruger rejsen.
I 1741 skrev Holberg “Niels Klims underjordiske rejse”, som ofte læses som en tidlig dansk-norsk science fiction-roman. Niels Klim falder ned i jordens indre og møder fremmede samfund. Pointen er ikke bare, at de er mærkelige. Pointen er, at hans egen verden også begynder at se mærkelig ud.
Det er det, rejser kan.
De vender blikket.
Herodot gjorde noget lignende meget tidligere. Han var græker, levede i 400-tallet før Kristus og bliver ofte kaldt historieskrivningens fader. Ikke fordi han vidste alt. Tværtimod. Han rejste, spurgte, lyttede og skrev om fremmede folk, før han forklarede sin egen verden.
De siger på hver deres måde det samme:
Verden bliver ikke større af, at du får ret.
Den bliver større af, at du møder noget, du ikke straks forstår.
Det lærer man ikke kun ved at læse.
Man lærer det også ved at stå på en færge med et barn og en taske, man stadig ikke har pakket.
Ved at høre et andet sprog.
Ved at opdage, at brødet hedder noget andet.
Ved at blive træt.
Ved at fare lidt vild.
Ved at skulle forklare sit barn, hvorfor vi gør sådan her, når man egentlig ikke helt ved det selv.
Senere på måneden skal jeg til Frankrig med min lillebror og køre La Marmotte, et cykelløb i Alperne, hvor voksne mennesker frivilligt bruger en dag på at slæbe sig selv op ad bjerge, de lige så godt kunne have beundret fra en café.
Det er en anden tekst.
Men måske er det samme regel.
Man vælger besværet, fordi komforten ikke giver de samme minder.
Terningen er kastet, sagde Cæsar, da han krydsede Rubicon.
Jeg er ikke ved Rubicon.
Jeg er stadig ved spisebordet.
Regntøjet ligger ikke i tasken. Passene ligger ikke klar. Snacksene til færgen findes endnu kun som en dårlig samvittighed.
Men måske er det netop derfor, jeg skriver det her.
Jeg prøver at minde mig selv om, at besværet ikke er en fejl ved rejsen. Det er en del af rejsen.
Det værdifulde kommer sjældent uden besvær. Ikke det, der bliver siddende. Ikke det, børn tager med sig. Ikke det, der gør verden større end ens egen stue.
Leonora behøver ikke forstå det hele.
Jeg forstod heller ikke Matador.
Jeg fik lov at kaste med terningerne.
Det var nok til, at jeg stadig kan huske det.
Læs også
- Derfor samler jeg affald i skoven – om at gøre noget konkret, når verden ikke opfører sig pænt.
- Den vigtigste beslutning i dit liv – om stoicisme som hverdagspraksis.
- Boganbefalinger og læseliste – hvis du vil begynde med en bog.
