Derfor samler jeg affald i skoven

S

om løber har jeg tilbragt mange år i skoven, på stier og små landeveje. Ruterne er ofte nedslidte, ikke særlig velholdte, lettere ufremkommelige, dækket af planter og træer, der har fået lov til at vokse vildt. Fasaner og dådyr bruger ruterne mere end mennesker.

 

Læs også Kristelig dagblads forkortede version

Det minder mig om gamle dage.

Det minder mig om en scene fra Mad Men, hvor Don spiser frokostpicnic med sin familie og nonchalant efterlader alt skraldet på græsset.

Når jeg har været ude at løbe, cykle, vandre, spille discgolf med venner eller køre på landevejen, erfarer jeg, at ligegyldigheden vender tilbage. Nogle smider en gammel madras, en sofa og rester fra byggepladsen. Andre smider slikpapir, konfetti og ølflasker. Nogle har endda efterladt en båd i skoven. Nogle efterlader også – af ukendte og alarmerende årsager – døde katte og hundelig.

I begyndelsen gjorde det mig rasende – specielt fordi mine cykeldæk og dækkene på barnevognen konstant punkterede. Jeg blev vred og irriteret på mine medmennesker og på det sted, hvor jeg lever. Jeg forsøgte at involvere politiet, dyrenes beskyttelse og lokale politikere – og selvfølgelig gjorde de ingenting. Jeg opsatte skilte, men det gjorde heller ingen forskel. Jeg tænkte forgæves på klimaet og fremtiden. Jeg tænkte på at flytte.

Men en befriende tanke ramte mig på en af mine morgenvandreture med mit barn: Hvor mange gange skal jeg gå forbi det skrald, tænkte jeg, før jeg bliver medskyldig i dens eksistens? Selv, hvis jeg flytter til et andet sted, hvor man ikke efterlader skrald, ville det stadig ske her, tænkte jeg. Den romerske kejserfilosof, Marcus Aurelius, havde ret, da han sagde, at man kan begå uretfærdigheder ved ikke at gøre noget.

Så jeg samlede det op. De ødelagte dæk blev lagt i kurven på barnevognen og afleveret til genbrug. Jeg gik langs vejkanten og samlede flasker og plastikposer. Jeg har samlet utallige skruer, cigaretskodder og flamingostykker. Jeg har iført mig ansigtsmaske, skrabet fladkørte katte fra vejen, fjernet hundelorte, fjernet måger, duer og får og en enkelt død kalv og taget dem med til lossepladsen eller flyttet dem til en mindre befærdet del af skoven, hvor de kunne blive til jord og kompost.

Jeg kan ikke ligefrem sige, at det var behageligt, men det gav mig en vis myndighed og afklaring.

De antikke græske filosoffer ville være enige. Verden kan være et forfærdeligt sted. De ville dog minde os om, at vi selv kan kontrollere, hvad vi kan gøre ved det. Vi kontrollerer, hvilken forskel, vi forsøger at gøre. Vi kontrollerer, hvorvidt det gør os bedre eller mere bitter – hvorvidt vi brokker os eller bare kommer i gang.

Men den ultimative belønning kom forleden, da jeg var i skoven med min familie. Min datter synes selvfølgelig, at det er sjovt at kaste med pinde, samle blade, kigge på fugle og klatre i trænerne. Alligevel virker hun til at have det ganske sjovt med at løbe frem og tilbage langs stien – ikke på min opfordring – og samle skrald. Hun beder ofte om min hjælp til at løfte de tunge ting hen til de skraldespande, som kommunen ellers har fordelt jævnligt langs stierne. De få hundrede meter mellem skraldespandene kan være langt for en pige, der snart er tre år.

Jeg har fornyeligt set på Instagram, at der findes et hashtag omkring oprydning. Det startede med et Facebookopslag fra 2019, der er delt 335.000 gange og har 102.000 likes (stadig stigende). En fyr uploadede før og efter billeder og skrev følgende:

“Here is a new #challenge for all you bored teens. Take a photo of an area that needs some cleaning or maintenance, then take a photo after you have done something about it, and post it.”

Udfordringen gik viralt. Næsten hele kloden blev repræsenteret takket være #trashtag Du kan se mennesker, der rydder op på en strand i Filippinerne, fylder containere i Næstved city og andre, der samler skrald i Vietnam.

Et af de firmaer, som jeg har hjulpet med strategisk storytelling, skrev for kort tid siden, hvordan de begyndte at samle skrald lokalt. De har et skraldeproblem. Det bliver smidt tilfældige steder i naturen. En af deres medarbejdere var ved at blive tosset, skrev de. Han havde opsat kameraer, der skulle fange de skyldige. Han blev oppe flere nætter for at skræmme dem væk.  Han var bekymret. Han var vred. Men så stødte han på nogle andre, der samlede skrald. Han så mig samle skrald og dokumenterede det på video. Han begyndte også at samle skrald i stedet for at opføre sig som den lokale sherif.

Det smittede. “Jeg så, at nogle af mine venner og naboer også begyndte at samle skrald.”, skrev han efterfølgende. Og nu er der flere naboer, der samler skrald end der smider skrald.

En af de vigtigste politiske tankegange i hellenistisk tid (dvs. 300 f.v.t.) var Stoicismen. Stoicismen sammenligner bekymringer med cirkler. Vores første bekymring, ifølge den, er vores sind. Den næste bekymringsring er kroppen, dernæst den nærmeste familie, vores lokalsamfund, vores by, vores land, vores kongedømme, vores verden.

Hovedtanken i den stoiske filosofi er, man må tage den yderste ring og trække den mod den inderste cirkel. Det betyder i praksis, at man må lære at tage sig så meget af andre som muligt og af så mange som muligt og gøre så meget for dem som muligt.

På et skilt nær skoven, hvor jeg løber, har nogle skrevet: “Leave this place better than you found it.”

En fremragende livsfilosofi, synes jeg, til både stort og småt. Som grundlæggeren af stoicismen, Zenon, sagde: “Et godt liv bliver realiseret gennem små skridt, men er ikke en lille opgave.”

Written by Emil Brandt Rex
Far.digter.borger.blogger Ekstrem praktisk og sansestimulerende tilgang til en meningsfyldt tilværelse med boganbefalinger, strategisk storytelling, stoicisme, markedsføring og massemedier.