Som 16-årig stod Jeanette Ottesen klar til sit første OL. Fire år tidligere havde hun stået på et begynderhold.
De andre svømmere på hendes alder havde ofte flere års forspring. Hun blev rykket op gennem holdene og nåede OL fire år efter sin første svømmetræning.
Senere holdt hun tre års pause fra landsholdet. Da klubsvømningen blev hyggelig uden længere at skubbe hendes udvikling, ringede hun selv til landsholdstræneren.
Hun bad om hårdere og mere struktureret træning. Et halvt år senere deltog hun ved sit første VM og vandt guld.
Hun har siden sagt, at hun ikke tror, hun havde mere talent end andre. Hun arbejdede hårdt, satte nye mål og skrev dem på bagsiden af toiletdøren, så hun så dem om morgenen og om aftenen.
Det er ikke en historie om, at talent er ligegyldigt. Hun opdagede, at komforten ikke længere førte hende fremad. Det er også dér, jeg selv står.
Platon var en græsk filosof i Athen i antikken, omkring 429-347 f.Kr. Han skrev hulelignelsen. I hulelignelsen i værket Staten sidder mennesker bundet i en hule med ryggen mod lyset. De ser skygger på væggen og tror, at skyggerne er virkeligheden.
Jeg sidder stadig ved bålet. Den, der vender sig mod lyset, bliver ikke straks fri. Det gør først ondt i øjnene.
Mine skygger er sengen, telefonen, udskydelsen og tanken om, at jeg først skal begynde, når jeg føler mig klar.
Filosoffen kræver det svære. Jeg frygter at fejle og miste komforten. Jeg udskyder, men prøver alligevel.
Den romerske kejser og stoiske filosof Marcus Aurelius skrev til sig selv, at når han ikke havde lyst til at stå op, skulle han huske: “Jeg står op for at gøre det, et menneske skal gøre.” Det er en påmindelse om, at hvile er en del af livet, men ikke hele livet.
Det minder mig om filosoffen uden for hulen. Han kræver ikke, at jeg skal have lyst. Han kræver, at jeg øver mig på at handle som den, jeg siger, jeg gerne vil være, og som filosofien kræver af mig.
Ryan Holiday er en amerikansk forfatter og formidler, der har bragt antikkens stoicisme ind i populærkulturen.
Jeg tager udgangspunkt i hans artikel “The 16 Perfectly Reachable Habits That Made Me Who I Am” med 16 vaner, der allerede har formet hans arbejde, helbred og hverdag. Jeg følger rækkefølgen og forklaringerne, men skriver fra et andet sted.
Han skriver, at man må kæmpe for at blive den, filosofien vil have en til at være. Han peger på de fire dyder, som står centralt i den stoiske filosofi: mod, retfærdighed, mådehold og visdom. Det lette er at kende ordene. Det svære er at leve efter dem, når det er rarere at blive under tæppet.
Holiday skriver om vaner, der allerede har bygget hans liv. Jeg skriver om dem, mens jeg prøver at bygge mit.
Nogle af vanerne kan jeg allerede mærke. Andre står stadig kun på papiret. Jeg skriver til mig selv, til en anden ved bålet, måske til en kommende ven.
1. Stå tidligt op
Jeg vil stå op klokken 5.15. Ikke fordi 5.15 er magisk, men fordi jeg gerne vil lufte hunden, løbe, gå på arbejde og gøre morgenen god for min datter. Det er dejligt at stå op til et dækket morgenbord.
Tidligere trænede jeg CrossFit om morgenen. Så fik jeg arbejde langt fra hjemmet, og en time i toget fjernede morgentræningen. Nu arbejder jeg i den by, hvor jeg bor, og kan prøve igen.
Holiday står selv op mellem halv seks og seks. Han bruger morgenen, før telefoner, aftaler og dagens krav tager over. Den danske forfatter Thomas Korsgaard beskriver noget lignende: Han står op, laver kaffe og går i gang, helst klokken fem.
Det er den friske time, jeg leder efter. Jeg vil bruge den på læsning, skrivning, løb og et morgenbord, før resten af dagen kræver noget.
Mit pulsur viser dyb søvn om morgenen. Det kan være information. Det kan også være en bekvem grund til at blive liggende.
Klokken 5.15 er ikke en vane endnu. Hvis jeg vil have morgenen, må jeg gå tidligere i seng. Jeg undersøger den ikke fra sengen.
2. Beskytte dagens bedste del
Min hjerne er klar om morgenen. Den tid vil jeg bruge på læsning og skrivning, og på at være sammen med min datter.
Holiday citerer forfatteren Philipp Meyer: “Man skal være meget omhyggelig med, hvad og hvem man giver den bedste del af dagen.” Holidays assistent lægger derfor ikke møder før midt på formiddagen. Tidlige samtaler tager også energi.
Jeg har ingen assistent. Arbejdet skal passes, hunden skal luftes, og min datter skal i skole. Det er mit liv, ikke forstyrrelser, der skal fjernes.
Jeg vil ikke presse familien ud af morgenen. Jeg vil give det, der betyder noget, en plads i den tid, der er.
Aftenen før må jeg vide, hvad den første time skal bruges til. Jeg skal stadig finde ud af, om træning eller skrivning skal først.
3. Ingen telefon den første time
Jeg bruger min telefon som ur. Det er en dårlig idé.
Den ligger lydløs, og alle notifikationer er slået fra. I praksis ved jeg stadig, at telefonen ligger der.
Jeg har købt et gammeldags analogt ur. Det er en lille ændring. Den fjerner en undskyldning.
Jeg behøver ikke telefonen for at vide, hvad klokken er eller hvad der er sket i verden, før jeg har nået at være til stede i min egen.
Først ro og forberedelse til dagen.
Uret har fjernet én undskyldning. Jeg har endnu ikke bevist, at det giver mig en bedre morgen.
4. Skrive dagbog eller én linje
Jeg har en dagbog med én sætning om dagen. Der er plads til fem år på en side.
Jeg skriver, når dagen er slut, og jeg ligger i sengen. I siden noterer jeg også dagens træning.
Holiday har skrevet én linje om dagen i ni år. Han spørger: Hvad tænkte jeg på? Hvor var jeg? Hvad skete der? Det lyder næsten for lidt. Men linjerne samler sig.
Når Holiday bladrer tilbage, ser han en person, han ellers havde glemt. Min dagbog er mere konkret. Den kan fortælle mig, hvornår jeg trænede, og hvad der fyldte på en bestemt dag.
En linje er lille nok til at overleve en dårlig dag. Jeg behøver ikke forklare hele dagen. Jeg skal bare efterlade et spor, så den ikke forsvinder helt.
5. Lave et lille fremskridt hver dag
Jeg prøver at lægge mærke til ting, der er værdifulde, sjove eller lærerige. Jeg er ved at systematisere dem nu. Det er også derfor, jeg skriver dette.
Skrivningen er en form for oprydning. Jeg flytter rundt på tankerne, indtil jeg kan se, hvad der foregår.
Holiday spørger, om han har ydet et positivt bidrag til sit arbejde. Det kan være at skrive, redigere, tilføje eller slette. Det behøver ikke være stort. Det skal bare flytte arbejdet.
Jeg prøver at stille det samme spørgsmål: Hvad er det mindste, jeg kan gøre?
Det kan være at skrive et afsnit, læse en side, pakke tasken eller lægge telefonen væk.
Et lille fremskridt kan være en oprydning i hovedet, ikke kun flere ord på en side. Det mindste er døren ind til arbejdet.
6. Tage en bog med overalt
Jeg har nogle gange en bog med i tasken. Jeg kommer sjældent i gang med den.
Jeg hopper nemt over på mobilen.
Da jeg kørte i tog hver dag, drømte jeg om at bruge togturen til læsning. Jeg havde tiden, men manglede overgangen.
Min version må begynde mindre højtideligt: Bogen skal ligge forrest i tasken. Der er en lomme, der passer til den. Hvis den ligger nederst, vinder telefonen. Jeg skal ikke stole på, at jeg får lyst til at læse. Jeg skal gøre bogen nem at få fat i.
Jeg kan først kalde det en vane, når bogen ikke bare ligger forrest, men også bliver åbnet.
7. Gå en tur
Jeg går ikke tur med Severin for at brænde kalorier.
Jeg går, fordi han opdager noget, jeg selv prøver at skjule. Når jeg bliver irriteret over luftningen, er jeg som regel presset.
Han er et barometer.
Han skal ikke nå noget. Han skal ud og snuse til verden.
Den danske filosof og forfatter Søren Kierkegaard brugte sine gåture til at tænke.
Jeg går mig foreløbig til en mere jordnær erkendelse: Det var ikke hunden, der var problemet. Det var mig, der havde for meget om ørerne.
Gåturen giver mig mulighed for at opdage, hvordan jeg har det, før jeg gør det til andres problem.
8. Dyrke anstrengende motion
Jeg løber, cykler og træner CrossFit.
Efter opvarmningen eller et par kilometer inde i løbet bliver kroppen varm. Den vil bruges.
Det gør ondt at træne. Det gør ondt ikke at træne.
Jeg kan lide kampen, og jeg kan ikke lide den. Kroppen tvinger tankerne til at følge med, men jeg skal stadig selv begynde.
Seneca, den romerske stoiske filosof, skrev: “Vi behandler kroppen strengt, så den ikke bliver ulydig over for sindet.” Jeg forstår det bedre, når jeg løber: Kroppen hjælper tankerne, før tankerne har nået at hjælpe kroppen.
Skrivning kan gå dårligt. En løbetur kan også gå dårligt. Men jeg har gjort noget svært, som var op til mig.
Træningen lærer mig ikke at vente på, at jeg får lyst. Den lærer mig at begynde, før jeg er enig.
9. Bruge en enkel to-do-liste
Jeg samler mine opgaver i en note på telefonen. Om søndagen prøver jeg at fordele dem på ugen.
Jeg har svært ved det.
En liste er først en plan, når jeg kan se, hvad der skal gøres først.
Holiday fortæller om George Raveling, der som 63-årig blev Nikes internationale basketballdirektør uden erfaring fra erhvervslivet. Overvældet af tvivl fik han den gule blok-metode af en mentor: En gul blok skulle ligge midt på skrivebordet. Hver morgen skrev han tre ting i rækkefølge og gjorde den første, før han gik videre.
Det er en enkel begrænsning. Det vigtige kan ikke gemme sig mellem tyve andre opgaver.
Det hjælper mig også. Min liste har blandt andet givet mig tid til at skrive dette.
Min liste skal ikke fortælle mig, hvem jeg burde være. Den skal hjælpe mig med at gøre den næste ting. Hvis alt står først, står intet først.
10. Ikke drikke alkohol
Jeg siger som regel pænt nej tak, når der bliver skænket op. Det overrasker nogle gange folk, især til fester og middage, hvor alkohol let bliver en del af fællesskabet.
Alkohol giver mig som regel hovedpine. En sjælden gang kan jeg godt lide en piña colada.
Holiday skriver, at hans svar på spørgsmålet om, hvorfor han ikke drikker, egentlig er kedeligt: Han kan ikke lide smagen.
Det kan jeg bedre lide end en moralsk forklaring.
11. Ikke drikke kalorier
Jeg overholder ikke Holidays regel. Jeg drikker primært vand, men jeg har det fint med at få kalorier gennem drikkevarer. Sodavand, juice, smoothies og mælk er ikke noget, jeg prøver at fjerne.
12. Fokusere på processen frem for målet
Det prøver jeg på, men jeg vil stadig gerne have resultatet med det samme.
Et mål kan være langt væk. Processen ligger foran mig i dag: et afsnit, en løbetur eller tøjet lagt frem til i morgen.
Holiday skriver, at hans bøger vokser ud af et system. Han skriver på et notekort og arbejder et par timer om dagen. Han begynder med kortene og arbejdet. Bogen kommer senere.
Jeg vil gerne have resultatet, før jeg har gentaget arbejdet. I dag er afsnittet mit arbejde. Bogen må vente.
Jeg kan ikke mærke resultatet endnu. Jeg kan kun gøre dagens afsnit og se, om det bliver lettere at begynde igen i morgen.
13. Tænke på døden
“Memento mori” passer dårligt ind i et samfund, der helst taler om muligheder.
Holiday nævner Shakespeare, der mente, at hver tredje tanke burde handle om graven. Holiday synes, det er for meget. Én tanke om dagen er nok. Han har en mønt i lommen. På mønten står der “Memento mori”.
Jeg har ingen mønt i lommen. Men vi er her på lånt tid. Alt holder op.
Jeg tænker på notifikationer på mobilen og min datters stemme. Ikke på vej ud ad døren. Bare hendes stemme.
Døden skal ikke fylde dagen. En tanke om den kan få mig til at lægge mærke til det, jeg ellers overser.
Min version af vanen må derfor begynde småt: én gang om dagen skal jeg lade tanken stå et øjeblik. Det er en måde at sætte pris på det, jeg har. Jeg prøver at være taknemmelig, før jeg går videre til det næste.
14. Gennemgå dagen om aftenen
Seneca skrev, at han om aftenen gik dagen igennem og spurgte, hvad han havde gjort, sagt og lært.
Holiday har sin egen version. Fulgte han sine planer? Var han forberedt? Hvad kunne han gøre bedre? Hvad lærte han, som kunne hjælpe ham næste dag?
Jeg skriver lidt i min dagbog, men jeg får ikke altid noget ud af det. Jeg er ofte for træt. Måske spørger jeg også for uklart.
Seneca vil ikke bedømme dagen som god eller dårlig. Han vil undersøge den, mens den stadig er frisk nok til at lære noget af den.
Jeg kunne begynde med ét spørgsmål:
Hvad var op til mig i dag?
Det spørgsmål kan jeg bruge efter en god dag og efter en dårlig dag. Det fortæller mig, hvad jeg selv gjorde.
Jeg ved endnu ikke, om spørgsmålet gør dagbogen mere nyttig. Det finder jeg kun ud af ved at bruge det, også når jeg helst vil sove.
15. Sove med telefonen i et andet rum
Det er jeg ved at gøre nu.
Telefonen ligger stadig tæt på. Jeg kan mærke lysten til at tjekke den, selv når der ikke er kommet noget.
Holiday fortæller om en leder, der gav unge medarbejdere gammeldags vækkeure. Når telefonen ikke skal være vækkeur, kan den ligge i et andet rum.
Jeg har fundet mit analoge ur frem og skiftet batterierne. Det virker igen. Det næste er telefonen i et andet rum.
Når den ligger i et andet rum, kan jeg ikke tjekke en besked, der ikke er kommet. Jeg må ligge med mine egne tanker, læse eller sove.
Det er stadig en plan. Først når telefonen ligger der, og jeg lader den ligge, er vanen prøvet.
16. Prioritere søvn
Jeg skal tillade mig selv at gå i seng.
Om aftenen er der ro. Det er rart at sidde stille, når dagen holder op med at kræve noget.
Holiday skriver, at alle de andre vaner bliver ligegyldige, hvis han ikke har energi og klarhed til arbejdet, relationerne og sig selv. Han prøver at få syv-otte timers søvn og behandler søvnen som en disciplin.
Jeg må sætte et tidspunkt, hvor jeg begynder at gå i seng.
Hvis jeg vil stå tidligt op, må aftenen slutte et sted.
Søvnen er ikke belønningen, der kommer, når dagens arbejde er færdigt. Den gør morgendagens arbejde muligt.
Jeg har ikke fået en ny søvnrytme. Jeg har fået øje på regningen for at blive siddende.
Jeg er ikke kommet ud af hulen.
Jeg har bare vendt mig mod åbningen.
\n\n\n\n
