Som 16-årig stod Jeanette Ottesen klar til sit første OL. Fire år tidligere havde hun stået på et begynderhold.

De andre svømmere på hendes alder havde ofte flere års forspring. Hun blev rykket op gennem holdene og nåede OL fire år efter sin første svømmetræning.

Senere holdt hun tre års pause fra landsholdet. Da klubsvømningen blev hyggelig uden længere at skubbe hendes udvikling, ringede hun selv til landsholdstræneren.

Hun bad om hårdere og mere struktureret træning. Et halvt år senere deltog hun ved sit første VM og vandt guld.

Hun har siden sagt, at hun ikke tror, hun havde mere talent end andre. Hun arbejdede hårdt, satte nye mål og skrev dem på bagsiden af toiletdøren, så hun så dem om morgenen og om aftenen.

Det er ikke en historie om, at talent er ligegyldigt. Hun opdagede, at komforten ikke længere førte hende fremad. Det er også dér, jeg selv står.

Platon var en græsk filosof i Athen i antikken, omkring 429-347 f.Kr. Han skrev hulelignelsen. I hulelignelsen i værket Staten sidder mennesker bundet i en hule med ryggen mod lyset. De ser skygger på væggen og tror, at skyggerne er virkeligheden.

Jeg sidder stadig ved bålet. Den, der vender sig mod lyset, bliver ikke straks fri. Det gør først ondt i øjnene.

Mine skygger er sengen, telefonen, udskydelsen og tanken om, at jeg først skal begynde, når jeg føler mig klar.

Filosoffen kræver det svære. Jeg frygter at fejle og miste komforten. Jeg udskyder, men prøver alligevel.

Den romerske kejser og stoiske filosof Marcus Aurelius skrev til sig selv, at når han ikke havde lyst til at stå op, skulle han huske: “Jeg står op for at gøre det, et menneske skal gøre.” Det er en påmindelse om, at hvile er en del af livet, men ikke hele livet.

Det minder mig om filosoffen uden for hulen. Han kræver ikke, at jeg skal have lyst. Han kræver, at jeg øver mig på at handle som den, jeg siger, jeg gerne vil være, og som filosofien kræver af mig.

Ryan Holiday er en amerikansk forfatter og formidler, der har bragt antikkens stoicisme ind i populærkulturen.

Jeg tager udgangspunkt i hans artikel “The 16 Perfectly Reachable Habits That Made Me Who I Am” med 16 vaner, der allerede har formet hans arbejde, helbred og hverdag. Jeg følger rækkefølgen og forklaringerne, men skriver fra et andet sted.

Han skriver, at man må kæmpe for at blive den, filosofien vil have en til at være. Han peger på de fire dyder, som står centralt i den stoiske filosofi: mod, retfærdighed, mådehold og visdom. Det lette er at kende ordene. Det svære er at leve efter dem, når det er rarere at blive under tæppet.

Holiday skriver om vaner, der allerede har bygget hans liv. Jeg skriver om dem, mens jeg prøver at bygge mit.

Nogle af vanerne kan jeg allerede mærke. Andre står stadig kun på papiret. Jeg skriver til mig selv, til en anden ved bålet, måske til en kommende ven.

1. Stå tidligt op

Jeg vil stå op klokken 5.15. Ikke fordi 5.15 er magisk, men fordi jeg gerne vil lufte hunden, løbe, gå på arbejde og gøre morgenen god for min datter. Det er dejligt at stå op til et dækket morgenbord.

Tidligere trænede jeg CrossFit om morgenen. Så fik jeg arbejde langt fra hjemmet, og en time i toget fjernede morgentræningen. Nu arbejder jeg i den by, hvor jeg bor, og kan prøve igen.

Holiday står selv op mellem halv seks og seks. Han bruger morgenen, før telefoner, aftaler og dagens krav tager over. Den danske forfatter Thomas Korsgaard beskriver noget lignende: Han står op, laver kaffe og går i gang, helst klokken fem.

Det er den friske time, jeg leder efter. Jeg vil bruge den på læsning, skrivning, løb og et morgenbord, før resten af dagen kræver noget.

Mit pulsur viser dyb søvn om morgenen. Det kan være information. Det kan også være en bekvem grund til at blive liggende.

Klokken 5.15 er ikke en vane endnu. Hvis jeg vil have morgenen, må jeg gå tidligere i seng. Jeg undersøger den ikke fra sengen.

2. Beskytte dagens bedste del

Min hjerne er klar om morgenen. Den tid vil jeg bruge på læsning og skrivning, og på at være sammen med min datter.

Holiday citerer forfatteren Philipp Meyer: “Man skal være meget omhyggelig med, hvad og hvem man giver den bedste del af dagen.” Holidays assistent lægger derfor ikke møder før midt på formiddagen. Tidlige samtaler tager også energi.

Jeg har ingen assistent. Arbejdet skal passes, hunden skal luftes, og min datter skal i skole. Det er mit liv, ikke forstyrrelser, der skal fjernes.

Jeg vil ikke presse familien ud af morgenen. Jeg vil give det, der betyder noget, en plads i den tid, der er.

Aftenen før må jeg vide, hvad den første time skal bruges til. Jeg skal stadig finde ud af, om træning eller skrivning skal først.

3. Ingen telefon den første time

Jeg bruger min telefon som ur. Det er en dårlig idé.

Den ligger lydløs, og alle notifikationer er slået fra. I praksis ved jeg stadig, at telefonen ligger der.

Jeg har købt et gammeldags analogt ur. Det er en lille ændring. Den fjerner en undskyldning.

Jeg behøver ikke telefonen for at vide, hvad klokken er eller hvad der er sket i verden, før jeg har nået at være til stede i min egen.

Først ro og forberedelse til dagen.

Uret har fjernet én undskyldning. Jeg har endnu ikke bevist, at det giver mig en bedre morgen.

4. Skrive dagbog eller én linje

Jeg har en dagbog med én sætning om dagen. Der er plads til fem år på en side.

Jeg skriver, når dagen er slut, og jeg ligger i sengen. I siden noterer jeg også dagens træning.

Holiday har skrevet én linje om dagen i ni år. Han spørger: Hvad tænkte jeg på? Hvor var jeg? Hvad skete der? Det lyder næsten for lidt. Men linjerne samler sig.

Når Holiday bladrer tilbage, ser han en person, han ellers havde glemt. Min dagbog er mere konkret. Den kan fortælle mig, hvornår jeg trænede, og hvad der fyldte på en bestemt dag.

En linje er lille nok til at overleve en dårlig dag. Jeg behøver ikke forklare hele dagen. Jeg skal bare efterlade et spor, så den ikke forsvinder helt.

5. Lave et lille fremskridt hver dag

Jeg prøver at lægge mærke til ting, der er værdifulde, sjove eller lærerige. Jeg er ved at systematisere dem nu. Det er også derfor, jeg skriver dette.

Skrivningen er en form for oprydning. Jeg flytter rundt på tankerne, indtil jeg kan se, hvad der foregår.

Holiday spørger, om han har ydet et positivt bidrag til sit arbejde. Det kan være at skrive, redigere, tilføje eller slette. Det behøver ikke være stort. Det skal bare flytte arbejdet.

Jeg prøver at stille det samme spørgsmål: Hvad er det mindste, jeg kan gøre?

Det kan være at skrive et afsnit, læse en side, pakke tasken eller lægge telefonen væk.

Et lille fremskridt kan være en oprydning i hovedet, ikke kun flere ord på en side. Det mindste er døren ind til arbejdet.

6. Tage en bog med overalt

Jeg har nogle gange en bog med i tasken. Jeg kommer sjældent i gang med den.

Jeg hopper nemt over på mobilen.

Da jeg kørte i tog hver dag, drømte jeg om at bruge togturen til læsning. Jeg havde tiden, men manglede overgangen.

Min version må begynde mindre højtideligt: Bogen skal ligge forrest i tasken. Der er en lomme, der passer til den. Hvis den ligger nederst, vinder telefonen. Jeg skal ikke stole på, at jeg får lyst til at læse. Jeg skal gøre bogen nem at få fat i.

Jeg kan først kalde det en vane, når bogen ikke bare ligger forrest, men også bliver åbnet.

7. Gå en tur

Jeg går ikke tur med Severin for at brænde kalorier.

Jeg går, fordi han opdager noget, jeg selv prøver at skjule. Når jeg bliver irriteret over luftningen, er jeg som regel presset.

Han er et barometer.

Han skal ikke nå noget. Han skal ud og snuse til verden.

Den danske filosof og forfatter Søren Kierkegaard brugte sine gåture til at tænke.

Jeg går mig foreløbig til en mere jordnær erkendelse: Det var ikke hunden, der var problemet. Det var mig, der havde for meget om ørerne.

Gåturen giver mig mulighed for at opdage, hvordan jeg har det, før jeg gør det til andres problem.

8. Dyrke anstrengende motion

Jeg løber, cykler og træner CrossFit.

Efter opvarmningen eller et par kilometer inde i løbet bliver kroppen varm. Den vil bruges.

Det gør ondt at træne. Det gør ondt ikke at træne.

Jeg kan lide kampen, og jeg kan ikke lide den. Kroppen tvinger tankerne til at følge med, men jeg skal stadig selv begynde.

Seneca, den romerske stoiske filosof, skrev: “Vi behandler kroppen strengt, så den ikke bliver ulydig over for sindet.” Jeg forstår det bedre, når jeg løber: Kroppen hjælper tankerne, før tankerne har nået at hjælpe kroppen.

Skrivning kan gå dårligt. En løbetur kan også gå dårligt. Men jeg har gjort noget svært, som var op til mig.

Træningen lærer mig ikke at vente på, at jeg får lyst. Den lærer mig at begynde, før jeg er enig.

9. Bruge en enkel to-do-liste

Jeg samler mine opgaver i en note på telefonen. Om søndagen prøver jeg at fordele dem på ugen.

Jeg har svært ved det.

En liste er først en plan, når jeg kan se, hvad der skal gøres først.

Holiday fortæller om George Raveling, der som 63-årig blev Nikes internationale basketballdirektør uden erfaring fra erhvervslivet. Overvældet af tvivl fik han den gule blok-metode af en mentor: En gul blok skulle ligge midt på skrivebordet. Hver morgen skrev han tre ting i rækkefølge og gjorde den første, før han gik videre.

Det er en enkel begrænsning. Det vigtige kan ikke gemme sig mellem tyve andre opgaver.

Det hjælper mig også. Min liste har blandt andet givet mig tid til at skrive dette.

Min liste skal ikke fortælle mig, hvem jeg burde være. Den skal hjælpe mig med at gøre den næste ting. Hvis alt står først, står intet først.

10. Ikke drikke alkohol

Jeg siger som regel pænt nej tak, når der bliver skænket op. Det overrasker nogle gange folk, især til fester og middage, hvor alkohol let bliver en del af fællesskabet.

Alkohol giver mig som regel hovedpine. En sjælden gang kan jeg godt lide en piña colada.

Holiday skriver, at hans svar på spørgsmålet om, hvorfor han ikke drikker, egentlig er kedeligt: Han kan ikke lide smagen.

Det kan jeg bedre lide end en moralsk forklaring.

11. Ikke drikke kalorier

Jeg overholder ikke Holidays regel. Jeg drikker primært vand, men jeg har det fint med at få kalorier gennem drikkevarer. Sodavand, juice, smoothies og mælk er ikke noget, jeg prøver at fjerne.

12. Fokusere på processen frem for målet

Det prøver jeg på, men jeg vil stadig gerne have resultatet med det samme.

Et mål kan være langt væk. Processen ligger foran mig i dag: et afsnit, en løbetur eller tøjet lagt frem til i morgen.

Holiday skriver, at hans bøger vokser ud af et system. Han skriver på et notekort og arbejder et par timer om dagen. Han begynder med kortene og arbejdet. Bogen kommer senere.

Jeg vil gerne have resultatet, før jeg har gentaget arbejdet. I dag er afsnittet mit arbejde. Bogen må vente.

Jeg kan ikke mærke resultatet endnu. Jeg kan kun gøre dagens afsnit og se, om det bliver lettere at begynde igen i morgen.

13. Tænke på døden

“Memento mori” passer dårligt ind i et samfund, der helst taler om muligheder.

Holiday nævner Shakespeare, der mente, at hver tredje tanke burde handle om graven. Holiday synes, det er for meget. Én tanke om dagen er nok. Han har en mønt i lommen. På mønten står der “Memento mori”.

Jeg har ingen mønt i lommen. Men vi er her på lånt tid. Alt holder op.

Jeg tænker på notifikationer på mobilen og min datters stemme. Ikke på vej ud ad døren. Bare hendes stemme.

Døden skal ikke fylde dagen. En tanke om den kan få mig til at lægge mærke til det, jeg ellers overser.

Min version af vanen må derfor begynde småt: én gang om dagen skal jeg lade tanken stå et øjeblik. Det er en måde at sætte pris på det, jeg har. Jeg prøver at være taknemmelig, før jeg går videre til det næste.

14. Gennemgå dagen om aftenen

Seneca skrev, at han om aftenen gik dagen igennem og spurgte, hvad han havde gjort, sagt og lært.

Holiday har sin egen version. Fulgte han sine planer? Var han forberedt? Hvad kunne han gøre bedre? Hvad lærte han, som kunne hjælpe ham næste dag?

Jeg skriver lidt i min dagbog, men jeg får ikke altid noget ud af det. Jeg er ofte for træt. Måske spørger jeg også for uklart.

Seneca vil ikke bedømme dagen som god eller dårlig. Han vil undersøge den, mens den stadig er frisk nok til at lære noget af den.

Jeg kunne begynde med ét spørgsmål:

Hvad var op til mig i dag?

Det spørgsmål kan jeg bruge efter en god dag og efter en dårlig dag. Det fortæller mig, hvad jeg selv gjorde.

Jeg ved endnu ikke, om spørgsmålet gør dagbogen mere nyttig. Det finder jeg kun ud af ved at bruge det, også når jeg helst vil sove.

15. Sove med telefonen i et andet rum

Det er jeg ved at gøre nu.

Telefonen ligger stadig tæt på. Jeg kan mærke lysten til at tjekke den, selv når der ikke er kommet noget.

Holiday fortæller om en leder, der gav unge medarbejdere gammeldags vækkeure. Når telefonen ikke skal være vækkeur, kan den ligge i et andet rum.

Jeg har fundet mit analoge ur frem og skiftet batterierne. Det virker igen. Det næste er telefonen i et andet rum.

Når den ligger i et andet rum, kan jeg ikke tjekke en besked, der ikke er kommet. Jeg må ligge med mine egne tanker, læse eller sove.

Det er stadig en plan. Først når telefonen ligger der, og jeg lader den ligge, er vanen prøvet.

16. Prioritere søvn

Jeg skal tillade mig selv at gå i seng.

Om aftenen er der ro. Det er rart at sidde stille, når dagen holder op med at kræve noget.

Holiday skriver, at alle de andre vaner bliver ligegyldige, hvis han ikke har energi og klarhed til arbejdet, relationerne og sig selv. Han prøver at få syv-otte timers søvn og behandler søvnen som en disciplin.

Jeg må sætte et tidspunkt, hvor jeg begynder at gå i seng.

Hvis jeg vil stå tidligt op, må aftenen slutte et sted.

Søvnen er ikke belønningen, der kommer, når dagens arbejde er færdigt. Den gør morgendagens arbejde muligt.

Jeg har ikke fået en ny søvnrytme. Jeg har fået øje på regningen for at blive siddende.

Jeg er ikke kommet ud af hulen.

Jeg har bare vendt mig mod åbningen.

Efterskrift til blogindlægget »Der sker ikke en skid på sofaen« fra 19. juli 2026. Om at cykle La Marmotte i de franske Alper med min bror og min far.

1-0 til La Marmotte. To bjerge ud af fire.

Og jeg var lettet.

La Marmotte er et cykelløb i de franske Alper. Fire bjergpas på én dag: Glandon, Télégraphe, Galibier og til sidst op ad Alpe d’Huez. 5000 højdemeter. I juli skrev jeg her på siden, at min bror, min far og jeg skulle køre det. Teksten hed »Der sker ikke en skid på sofaen«, og den handlede om at møde op til det svære, også når man ikke gider.

Vi var tre. Min bror og jeg på cykel, og min far bag os i bilen med vand og mad. Han cykler ikke. Han har haft en blodprop, og hans venstre side vil ikke rigtig. Bilen var en lejet elbil, for man skifter ikke gear med en hånd, der ikke adlyder.

Vi havde to dage og intet startnummer. Vi kørte ruten, ikke løbet, på vores egne datoer, og det tæller ikke i nogen protokol.

Stregen på sideskærmen

Der var hundrede meter ned på den anden side af vejkanten.

Det var mandag eftermiddag, og min far kørte bilen ned ad Glandon. Vejen deroppe er smal nok til, at to biler skal ville det samme for at komme forbi hinanden. Der kom en autocamper imod ham. Han kunne ikke trække længere ud, for der var ingenting at trække ud på. Manden i autocamperen holdt sig ikke tilbage. Han kørte langsomt frem.

Bagefter stod de to og smilede og prøvede at finde ud af det. Manden var pensionist og fra Østrig, og min far er ikke stiv i engelsk. Som far sagde: han var ikke sikker på, at østrigeren forstod sønderjysk.

Der skete ikke nogen noget. Tilbage var en streg på sideskærmen, som kunne vaskes af. Jeg sagde ingenting, men jeg tænkte på, at han skulle køre den slags veje flere gange endnu, hvis vi fortsatte.

Men lad mig tage dagen fra begyndelsen.

Mandag morgen på Alpe d’Huez

Mandag klokken seks minutter over ti stod vi ikke i nogen dal. Vi stod på toppen af Alpe d’Huez, hvor vi boede, og det første, vi skulle, var ned. Tretten kilometer nedad med minus otte procent, og så femten kilometer fladt hen til foden af Glandon. Det var allerede varmt.

Col du Glandon er det første bjerg på ruten. Man kører enogtyve kilometer opad, og de sidste to rejser sig til tolv procent.

Fælden, jeg selv havde beskrevet

Jeg havde skrevet et helt afsnit om Seneca, inden vi tog af sted. Den romerske filosof mente, at man skal holde sin krop i kort snor, så den adlyder, når hovedet siger træd til. Spis kun for at stille sult, drik kun for at slukke tørst. Min pointe i teksten var, at der er forskel på at være streng ved kroppen og at sulte den. Nede i dalen føler man sig stærk. Der er skygge, det går ligeud, og man glemmer at spise, fordi man ikke er sulten endnu. Regningen kommer først en time senere, oppe på bjerget, hvor der ikke er nogen skygge og ingen steder at købe noget.

Min bror gik sukkerkold på det første bjerg.

Det er præcis den fejl, jeg havde beskrevet. Jeg havde bare beskrevet den, som om det var noget, andre gjorde.

Ryan Holiday er en amerikansk forfatter, der har gjort stoikernes filosofi populær og praktisk anvendelig. I 2025 løb han den originale maratonrute fra Marathon til Athen, kastede op i målet og skrev bagefter, at han kunne have været klogere. Disciplin skal have visdom med sig, skrev han. Jeg citerede ham i teksten, før vi tog af sted. Det hjalp ikke en meter.

Men så skete der noget, jeg ikke havde forudsagt.

Et stykke oppe ad Glandon holdt min far med bilen. Han havde kørt i forvejen og stillet sig, hvor han kunne se os komme. Der var vand. Der var mad. Der var en, der havde regnet ud, hvornår vi ville være der. Man skal ikke skamme sig over hjælp, og man skal slet ikke lade som om, man klarede sig uden.

Det var som at komme i himlen.

Vi kom over toppen. Jeg havde også skrevet, at det er på nedkørslerne, folk kommer til skade. Så kørte vi ned ad den anden side, og bremserne blev varme, og man skal pumpe dem i stedet for at holde dem nede, og det tager al den koncentration, man har tilbage.

Jeg fik ret. Jeg havde bare ikke forberedt mig på at få ret.

At forudsige er ikke det samme som at forberede sig.

Det var på den nedkørsel, min far mødte autocamperen.

Ét bjerg ud af fire

Fjorten kilometer nede holdt vi stille. Derfra fortsætter ruten mod Télégraphe og Galibier. Vi havde kørt fireogtres kilometer og ét bjerg ud af fire.

Da jeg skrev det her første gang, satte jeg et skilt ind. Et vejskilt med de to bjerge på, så der var noget at vende ryggen til.

Der stod ikke noget skilt. Jeg fandt på det, fordi en pil er nemmere at vælge fra end en retning.

Jeg lader indrømmelsen stå, for det er den samme bevægelse som resten af dagen. Man vælger den udgave, der er til at leve med.

Og så blev vi enige, alle tre. Så er det nok.

Men så er der det, der er sværest at skrive.

Vi var lettede.

Vi var trætte, og vi var glade for at have en grund. Bilen gav os en, og vi tog imod den med begge hænder.

Var det ikke en tynd grund, spørger du. Jo. En streg, der kunne vaskes af, og så pakkede vi cyklerne.

Der var også en anden grund, og den holder. Vi var taget af sted for at være sammen, og det vejer tungere end en plan og et bjerg. Ingen var kommet noget til, og sådan skulle det blive ved med at være. Og det var svært, for man har sagt til sig selv i månedsvis, at man skal noget bestemt, og at lade være føles som at svigte en aftale, man har lavet med sig selv.

Alle tre ting var sande på én gang: den var rigtig, den var svær, og den var bekvem. Det var den samme beslutning.

Den blev ikke afgjort på vejkanten. Det viser sig først på det, man gør dagen efter.

Manden, der steg af

Der findes en mand, jeg har tænkt på siden.

Ved OL i Los Angeles i 1932 var der en disciplin for officerer, hvor man red sin egen hest over lange distancer og mange forhindringer. Japaneren Shunzo Kido lå forrest. Seksogtredive kilometer, halvtreds forhindringer, og der var én forhindring tilbage.

Så mærkede han hesten gå halt under sig.

Han steg af og trak sig ud. Guldet gik til en anden.

To år senere satte en amerikansk dyreværnsforening en bronzeplade op på Mount Rubidoux, en høj i Californien. Der står, at han vendte sig bort fra præmien for at redde sin hest. At han hørte barmhjertighedens lave stemme frem for berømmelsens høje bifald.

Han steg af for hestens skyld. Vi stoppede på grund af stregen på sideskærmen. Og vi havde tomme ben, og vi var glade for at have grunden.

Beviset på lettelsen kom en time senere. Vi læssede de to cykler i bilen, og så skulle vi hjem til toppen af Alpe d’Huez, og vejen gik tilbage over Glandon. Tre mænd i en bil og ingen, der havde travlt med noget som helst. På toppen af Glandon holdt vi ind og drak en sodavand, og vi tog et billede til eftertiden.

Man skal efter sigende kunne se Mont Blanc derfra, Alpernes højeste bjerg, hvis vejret vil. Vi fik ikke øje på det.

Vi har været deroppe før, i 2011. Vi kom ikke helt op den gang heller, for vejret vendte. Men det er en anden historie.

Aftenen før vi fløj, sad jeg og skrev om en mand, jeg kender. Vi skulle ud og svømme sammen, og han kan ikke svømme særlig godt. Så han begyndte at fortælle om, hvor gode tider han løber på. Jeg skrev, at sådan dækker man over en svaghed i stedet for at gøre noget ved den: man skifter emne til noget, man er god til.

To dage senere stod jeg selv i Alperne og skiftede emne.

Man kan godt se fælden, beskrive den præcist og advare andre mod den. Og gå lige i den. Den ser bare anderledes ud, når det er ens egne ben, der er tomme.

Gruppettoen

Der findes et ord for det, vi gjorde. Det er bare ikke vores.

I Tour de France danner der sig en gruppe bagerst på bjergetaperne. Den hedder gruppetto. Det er sprinterne, hjælperytterne og dem, der er syge eller har en dårlig dag. De opgiver etapen, mens de stadig kører. Så holder de sammen, skiftes til at ligge forrest og har kun ét tal i hovedet hele vejen op: tidsgrænsen. Kommer de i mål inden vinderens tid plus omkring ti til femten procent, må de starte igen i morgen. Kommer de ikke, er løbet slut for dem.

De opgiver dagen for at blive i løbet.

Det er ikke en trøstepræmie, og det er ikke tapperhed. Det er et regnestykke, man laver, mens benene gør ondt. Det er surt at lave det, og det er en lettelse, når man har lagt sig ind i gruppen.

Tilbage på ruten

Tirsdag morgen tog vi tilbage på ruten.

Ikke det hele. En lille del. Vi kørte de ti kilometer ned ad Alpe d’Huez fra toppen, vendte om i bunden og kørte op igen. Ned tog tyve minutter. Op tog en time og tyve.

Min søster fulgte med hjemmefra i Danmark og prøvede at forstå, hvad vi lavede. Hun havde set tiderne og spurgte, hvornår de store bakker kommer. Og senere, om Alpe d’Huez: hvorfor cykler I nedad og bagefter opad?

Det er et godt spørgsmål. Vi cyklede nedad, fordi vi boede på toppen, og fordi det eneste, der tæller, er vejen op.

Politiet stoppede os på vej ned. Der stod et skilt: route fermée, den 21. juli fra klokken ni til nitten. Vejen var lukket for biler, fordi der var et løb i gang, men cykler måtte godt passere. Så vi blev en del af noget, vi ikke havde meldt os til. Undervejs op blev jeg overhalet af pensionister og af knægte på ti år.

Oppe ved målstregen stod hegnene allerede. Ikke vores hegn. Tourens.

Jeg havde gættet på timer i flertal, mens jeg sad i en sofa i Egtved og skrev, at Tadej Pogačar gør det på fyrre minutter. Han bruger fyrre. Jeg brugte det dobbelte.

Der var malet danske flag på asfalten hele vejen op. Mange. Folk havde stået med spandene i dagene før og skrevet Jonas hen over vejen, fordi Tour de France kom forbi tre dage efter os, og fordi Jonas Vingegaard lå nummer to.

Han kom aldrig.

To dage før vi kørte op, styrtede han på femtende etape. Kravebenet knækkede, og han udgik. Det var præcis den dag, jeg udgav teksten her på siden. I teksten står der stadig, at han lige nu ligger på andenpladsen. Det var sandt, da jeg skrev det om morgenen, og usandt inden aften.

Så vi cyklede op ad en vej fuld af navne på en mand, der ikke kom. Det gjorde ikke flagene mindre. Nogen havde stået med en spand maling og troet på noget.

En anden dansker kørte videre.

Få dage senere sikrede Mads Pedersen sig den grønne pointtrøje på en etape over Col de la Croix de Fer. Den deler vej med Glandon næsten hele vejen op, så det er den samme asfalt, vi holdt stille på. Han blev den første dansker, der har vundet den grønne trøje i Tour de France. Søren Lilholt bar den på fem etaper i 1988 og 1989, men ingen havde taget den med hjem før.

Vi stod af på det bjerg. Han kørte sig i grønt på det.

Dengang boede guderne på bjergene

Jeg har ledt efter, hvad Seneca skriver om bjerge. Næsten ingenting.

I ét brev beder han Lucilius om at gå op på Etna og skrive om det, men det er vulkanen, han er nysgerrig efter, ikke turen op. Ellers holder han sig ikke tilbage. Manden har en mening om vrede, om venskab og om, hvordan man skal spise. Han skriver bare ikke om bjerge. Det gør resten af antikken heller ikke.

For to tusind år siden gik man ikke op ad et bjerg for at se, hvad man var lavet af. Hannibal trak sine elefanter over de samme alper, som jeg skrev om, men han gjorde det for at komme til Rom. Ikke for at komme op.

De gik derop alligevel. Bare af en anden grund.

På en top af Olympen i Grækenland, 2817 meter over havet, har arkæologer fundet et askealter fra antikken med brændte knogler af får og geder. Nogen har slæbt levende dyr op i næsten tre kilometers højde for at ofre dem deroppe.

Man gik ikke op på bjerget for sin egen skyld. Man gik op, fordi det var der, guderne boede.

De havde en grund uden for sig selv til at gå derop. Vi havde ingen, og derfor kunne stregen på sideskærmen række som grund til at lade være.

Guderne er der stadig. De kom forbi tre dage efter os og gjorde det på fyrre minutter. Før jeg tog af sted, skrev jeg om dem, at det var noget nær overmenneskeligt. Jeg troede, det var en talemåde.

Det er det ikke. Man opdager det først, når man selv har ligget og hakket sig op ad den samme vej og set på uret bagefter.

Så holder man op med at kalde dem dygtige.

Og på toppen af Alpe d’Huez stod min far med en sodavand, anden dag i træk. Præcis som jeg havde lovet i teksten, dengang jeg ikke vidste, om noget af det ville holde.

Det var rigtig godt.

Han skulle ikke køre nogen steder for at stå der. Vi boede på toppen. Han var bare gået ud og havde stillet sig, hvor han kunne se os komme, ligesom dagen før på Glandon.

Hans konklusion på turen var ikke noget om bjerge eller tider. Han sagde, at det var godt, vi var kommet i tanke om, at vi ville cykle La Marmotte. At det var godt, vi ville af sted på eventyr. Det var han glad for. Så var vi sammen på eventyr.

Tidligere på måneden havde han været på højskole. Til afslutningen var der en klatreopvisning. En mand med brækket ryg. En mand med én arm. En blind, der havde en hjælper med. De skulle op, og de kom ikke op.

Næsten.

Han kom i tanke om dem, da han så bjergene.

Det er den sætning, jeg tog med hjem. Ikke min egen tid. En mand, der ikke kan bruge sin venstre side, står ved foden af fire bjerge og tænker på nogen, der næsten kom op.

Missionen ændrede sig på vejen. Det skrev jeg i min telefon på vej hjem. Fra La Marmotte til rekognoscering af La Marmotte.

Vi tog ikke af sted for at rekognoscere. Vi tog af sted for at køre. Men det var det, turen blev til, og huskesedlen, jeg skrev på bagsædet af lejebilen, ser sådan her ud:

• En ekstra dag til højden og til alt det, ingen har regnet med.
• Snacks, tørret frugt, elektrolytter. Nok til, at man kan spise, før man bliver sulten.
• Tid til at lære bilen at kende, før man skal køre den ned ad et bjerg.
• Lyse trøjer, så man kan finde hinanden.
• Hente cyklerne dagen før, så de står klar om morgenen.

Intet af det er stor visdom. Det er en huskeseddel. Alle fem linjer kunne have stået på et stykke papir ved køkkenbordet i marts, hvis nogen havde gidet at tænke turen igennem.

Den beviser ikke, at jeg har været på et bjerg. Den beviser, at jeg skulle helt til Alperne for at finde ud af, at man skal spise, før man bliver sulten.

To bjerge ud af fire. 2410 højdemeter fordelt på to dage, hvor La Marmotte er 5000 på én.

1-0 til La Marmotte. Sådan står det.

Never Finished

Det er bare ikke første gang, et bjerg har vundet over os. Det vidste vi allerede oppe på Glandon med sodavanden i hånden.

Jeg havde skrevet stillingen ned, før jeg åbnede David Goggins’ bog Never Finished. Goggins er amerikaner, tidligere soldat i Navy SEALs, og han løber distancer, der ikke giver mening. Bogen handler om, at det, han troede var grænsen, viste sig at være begyndelsen.

Titlen lover ikke, at man vinder. Never Finished betyder, at der ikke findes et sted, hvor man er færdig. Enten prøver man igen, eller også lærer man noget, eller også kommer man i mål og sætter et nyt mål med det samme. Tre udgange, og ingen af dem hedder at give op.

Så viste det sig, at han fører regnskab på samme måde, som jeg gør.

I 2019 løb han Moab 240, 380 kilometer gennem ørkenen i Utah. Han for 24 kilometer vild, faldt fra andenpladsen til nummer 75 og kæmpede sig op i top ti igen. Efter 320 kilometer måtte han have lægehjælp for væske i lungerne. Det udløser automatisk diskvalifikation. Løbet var slut for ham.

Et døgn senere gik han ud på ruten igen.

Hvor langt det var, er ligegyldigt. Det kunne have været fem meter. En kilometer. Ti. Pointen er ikke afstanden. Pointen er, at han gik tilbage til det sted, hvor det gjorde ondt, og gjorde noget svært, som ingen tog tid på og ingen kunne se. Bagefter blev det til noget andet end et nederlag. Det blev til en forberedelse. Året efter kom han tilbage og gennemførte hele løbet.

Det er lektion nummer et i stoicismen, og den står på første side af Epiktets håndbog: der er ting, som er op til os, og der er ting, som ikke er. Væsken i lungerne var ikke op til Goggins. Diskvalifikationen var ikke op til ham. Det eneste, der var op til ham, var, om han gik ud på ruten igen.

Så er det processen, der tæller, og ikke udfaldet. Det lyder som noget, der står på en plakat, indtil man ser en mand gøre det.

Det er dér, jeg forstår, hvad tirsdagen var.

Vi gik også tilbage på ruten. Ikke det hele. En lille del af den, uden startnummer, uden tid, uden nogen, der så på. Det talte ikke, og det var alligevel det eneste, der talte.

For det er hele prøven. En beslutning kan være rigtig og bekvem på samme tid, og man kan ikke afgøre, hvilken det var, mens man står og kigger på stregen på en sideskærm. Man ser det bagefter på, hvad man gør. Går man tilbage til det, man forlod, når der ikke længere er nogen grund at læne sig op ad, så var det klogskab at stoppe. Går man ikke tilbage, var det en udvej med et pænt navn.

Træningen er i gang igen. Der ligger en huskeseddel. Vi tager La Marmotte om, og der er andre bjerge længere ude, men de kan vente. Det her først.

Du har sikkert også en streg på en bil et sted. En grund til at stoppe, som var rigtig, og som du samtidig var lettet over. Det er ikke noget at skamme sig over. Min sad på en sideskærm i Frankrig, og den kunne vaskes af. Det bliver kun noget, hvis du lader det stå som slutningen.

Så gå tilbage. Tag en lille del af det. Det er ligegyldigt, om det er fem meter eller fem kilometer, og det gør ikke noget, at ingen ser det. Mod er en muskel, og den vokser kun, når man bruger den.

Der sker stadig ikke en skid på sofaen.

Jeg læser Never Finished færdig i denne måned, og en ordentlig boganbefaling følger her på siden.

#neverfinished #goggins

Jeg burde pakke.

Mit pas ligger på bordet. En jakke hænger over stolen. Computeren er åben. Cyklen står i hjørnet og minder mig om den næste tur, jeg heller ikke helt er klar til.

Regntøjet ligger stadig ikke i tasken.

Snacksene til færgen findes endnu kun som en dårlig samvittighed. Skiftetøjet er ikke fundet frem. Opladerne ligger et sted i huset, hvor de altid ligger, indtil man skal bruge dem.

I stedet sidder jeg og skriver om, hvorfor man skal tage af sted.

Det er dumt.

Eller også er det præcis dér, teksten begynder.

For der er altid en grund til at blive hjemme. Altid en taske, der ikke er pakket. Altid en mail, der ikke er svaret på. Altid en krop, der hellere vil sidde i sofaen end finde barnets regntøj.

Da jeg var seks år, sad jeg ved et Matador-bræt i en hytte ved Breivann og forstod ingenting.

Mine forældre talte om grunde, husleje, hoteller og fordelene ved at købe og bygge. Jeg fattede ikke reglerne. Jeg vidste ikke, hvorfor Rådhuspladsen var bedre end noget andet. Jeg forstod ikke økonomien i det.

Men jeg forstod stemningen.

De grinede. De hyggede sig. Jeg fik lov til at kaste med terningerne og flytte bilerne rundt på brættet.

Det var nok.

Nu sejler jeg selv til Norge med min datter. Hun er seks år. Når Leonora træder ind i hytten ved Breivann, er hun fjerde generation, der kommer der.

Hun kommer ikke til at forstå det hele.

Det gjorde jeg heller ikke.

Men børn forstår mere, end vi tror. De forstår stemninger. De forstår, når voksne har tid. De forstår, at et sted betyder noget, før de kan forklare hvorfor.

Hytten begyndte lidt som en tilfældighed.

Ikke som en familieplan. Ikke som et sommerhusprojekt. Den begyndte med to norske piger, der sang i et kirkekor og skulle sove hos en frivillig familie i Haderslev.

Haderslev var venskabsby med Sandefjord, og engang i 1960’erne kom Karin og Kirsten Svendsen til byen for at synge. De boede hos min mormor og morfar.

De havde det godt. Deres forældre, Oskar og Margaret, skrev et takkebrev.

Sådan åbner verden sig nogle gange.

Ikke med en livsplan. Med en gæsteseng. Et måltid. Et korbesøg. Et brev.

Mormor og morfar besøgte senere familien Svendsen i Norge og elskede landet fra første øjeblik. Oskar pegede dem videre mod Breivann. Der blev formidlet kontakt. Der blev lavet en 100-årig kontrakt. Hytten blev bygget i 1965 og stod færdig i påsken 1966.

Og nu ligger der et pas på mit spisebord, fordi min datter skal træde ind i den samme historie.

Det lyder næsten idyllisk, når man skriver det sådan.

I virkeligheden begynder det med praktiske ting. Hvem henter hvem? Hvor ligger passene? Har vi nok varmt tøj? Hvad med regn? Hvad med mad? Hvad med færgen? Hvad med den bamse, der ikke må glemmes?

Verden åbner sig ikke først som en stor tanke.

Den åbner sig som en pakkeliste, man stadig ikke er kommet i gang med.

Min onkel Erik er opvokset i Haderslev, men begyndte som ung en uddannelse som købmand i Norge.

Han er ikke kommet hjem endnu.

Det er sådan, verden også åbner sig. Ikke som en stor plan. Mere som en uddannelse, en færge, et møde, et menneske.

Han blev gift med Grethe, der nu er tante Grethe. De bor i Oslo. Jeg elsker at høre hendes syngende norske sprog, hvor ordene næsten er danske, men alligevel lige akkurat fremmede nok til, at man må lytte bedre efter.

Gad vide, hvor meget Leonora forstår?

Jeg må huske at sige til hende, at hun skal spørge, når hun ikke er sikker.

Når en nordmand siger frokost, mener han som regel det, vi på dansk kalder morgenmad. Når jeg siger frokost, mener jeg maden midt på dagen. Hvis en nordmand siger, at noget er rart, betyder det ikke nødvendigvis behageligt. Det kan betyde mærkeligt. Og når vi danskere griner, ler vi. På norsk kan grine betyde at græde.

Det er små sproglige fælder.

Men så er der også de ord, man ikke behøver få forklaret ret mange gange.

Koselig.

Det betyder noget i retning af hyggeligt. Men det lyder ikke helt som hygge. Det lyder blødere. Som en lampe i et vindue. Som kaffe ved et bord. Som nogen, der har tid.

Det lærer hun hurtigt.

Det er jeg sikker på.

Det gjorde jeg.

H.C. Andersen skrev, at “at rejse er at leve”. Det er blevet et postkortcitat, men det begyndte ikke som en reklame for dyre ferier. Hos Andersen handlede rejsen også om det fremmede, menneskerne og det, der strømmer ind i én udefra.

Man behøver ikke rejse langt. Man behøver ikke tage til Rom, Egypten eller Japan. Man behøver ikke bruge penge, man ikke har.

Man kan tage en færge til Norge.

Man kan tage toget til en by, man altid har kørt forbi.

Man kan gå ind på et lille museum med sit barn og indrømme, at man ikke ved, hvad man skal kigge efter.

Man kan sætte sig ved et bord, hvor folk taler lidt anderledes, spiser lidt anderledes og ser verden fra en anden bakke.

Pointen er ikke afstanden.

Pointen er, at du forlader den lille verden, hvor alt ligner dig selv.

Ludvig Holberg blev født i Bergen i 1684, dengang Danmark og Norge hørte sammen under samme konge. Han endte i København og blev en af dem, der gav oplysningstidens tanker et dansk sprog.

Det er i sig selv lidt sjovt.

En norskfødt mand står som en af de store fædre i dansk litteratur. Det siger noget om, at fortiden sjældent passer ind i de nationale kasser, vi senere stiller den i.

Og det passer til pointen her: Man bruger også fortiden som et spejl. Ligesom man bruger rejsen.

I 1741 skrev Holberg “Niels Klims underjordiske rejse”, som ofte læses som en tidlig dansk-norsk science fiction-roman. Niels Klim falder ned i jordens indre og møder fremmede samfund. Pointen er ikke bare, at de er mærkelige. Pointen er, at hans egen verden også begynder at se mærkelig ud.

Det er det, rejser kan.

De vender blikket.

Herodot gjorde noget lignende meget tidligere. Han var græker, levede i 400-tallet før Kristus og bliver ofte kaldt historieskrivningens fader. Ikke fordi han vidste alt. Tværtimod. Han rejste, spurgte, lyttede og skrev om fremmede folk, før han forklarede sin egen verden.

De siger på hver deres måde det samme:

Verden bliver ikke større af, at du får ret.

Den bliver større af, at du møder noget, du ikke straks forstår.

Det lærer man ikke kun ved at læse.

Man lærer det også ved at stå på en færge med et barn og en taske, man stadig ikke har pakket.

Ved at høre et andet sprog.

Ved at opdage, at brødet hedder noget andet.

Ved at blive træt.

Ved at fare lidt vild.

Ved at skulle forklare sit barn, hvorfor vi gør sådan her, når man egentlig ikke helt ved det selv.

Senere på måneden skal jeg til Frankrig med min lillebror og køre La Marmotte, et cykelløb i Alperne, hvor voksne mennesker frivilligt bruger en dag på at slæbe sig selv op ad bjerge, de lige så godt kunne have beundret fra en café.

Det er en anden tekst.

Men måske er det samme regel.

Man vælger besværet, fordi komforten ikke giver de samme minder.

Terningen er kastet, sagde Cæsar, da han krydsede Rubicon.

Jeg er ikke ved Rubicon.

Jeg er stadig ved spisebordet.

Regntøjet ligger ikke i tasken. Passene ligger ikke klar. Snacksene til færgen findes endnu kun som en dårlig samvittighed.

Men måske er det netop derfor, jeg skriver det her.

Jeg prøver at minde mig selv om, at besværet ikke er en fejl ved rejsen. Det er en del af rejsen.

Det værdifulde kommer sjældent uden besvær. Ikke det, der bliver siddende. Ikke det, børn tager med sig. Ikke det, der gør verden større end ens egen stue.

Leonora behøver ikke forstå det hele.

Jeg forstod heller ikke Matador.

Jeg fik lov at kaste med terningerne.

Det var nok til, at jeg stadig kan huske det.

Læs også

• Derfor samler jeg affald i skoven – om at gøre noget konkret, når verden ikke opfører sig pænt.
• Den vigtigste beslutning i dit liv – om stoicisme som hverdagspraksis.
• Boganbefalinger og læseliste – hvis du vil begynde med en bog.