Du kan sikkert hurtigt finde eksempler på andre, der reagerer voldsomt og uhensigtsmæssigt:

I 1973 blev den amerikanske præsident Richard Nixon beskyldt for at have involveret sig i en række ulovlige aktiviteter, såsom overvågning og aflytning af politiske modstandere og journalister. Han var så vred over pressens rapportering af sagen, at han benægtede beskyldningerne på en pressekonference og brugte den nu ikoniske sætning: “I am not a crook.” Hans vrede og forsøg på at dække over sagen kostede ham dyrt. Han mistede både troværdighed og sin position som præsident, og hans navn blev permanent forbundet med skandalen.

Nixon erkendte senere: “Undskyld er ikke nok. Jeg beklager dybt mine handlinger og uacceptable udtalelser i forbindelse med Watergate-undersøgelsen.”

Et andet eksempel på, hvordan vrede og mistænksomhed kan føre til problemer, er Alec Baldwins rablende rant på en journalist, der skrev om hans kone på Twitter. Han blev så rasende, at han tweetede en række aggressive og kontroversielle beskeder, som førte til en offentlig fordømmelse. Baldwin undskyldte senere.

Richard Nixon og Alec Baldwin er blot nogle af de mange eksempler på berømtheder, der har ladet deres vrede og mistanke få overtaget. Men det sker ikke kun for andre (og berømte mennesker). Vi kan have en tendens til at blive mistænksomme og vrede i vores hverdag, når vi tror, at andre ignorerer os eller føler, at andre gør noget, der påvirker os negativt.

Måske har du selv oplevet det?

• Du tænker, at din partner ikke ser på dig længe nok;
• Din ven ignorerer dine sms-beskeder;
• Din veninde kigger på sin telefon, når I taler sammen;
• Dit barns far har glemt jeres datters favorit bamse i børnehaven;
• din ven husker ikke din fødselsdag;
• Dine venner har ikke liket dit billede eller din kommentar på Facebook;
• Din ven har slettet deres kommentar på Instagram.
• Du er ikke blevet inviteret på middag
• Hun hilste ikke høfligt nok på mig

Du føler dig såret og bliver mistænkelig. Men i virkeligheden kan det være, at de har travlt eller har andre ting på hjerte. Pointen er, at det hele handler ikke om dig.

Vrede og mistanke medfører kun mere ondt.

Jeg kommer til at tænke på et citat af den romerske statsmand og stoiker Seneca:

“Intet, der ikke springer i øjnene og er ganske åbenbart, må vi skænke tiltro, og hver gang vor mistanke har vist sig tom, må vi tage vor egen lettroenhed i skole, thi en sådan tugtelse kan vænne os af med at være lettroende.” (XXIV)

I citatet udtrykker Seneca et stoisk ideal: Vreden (og hævnlyst) volder ondt og bør beherskes. Du forebygger bedst vreden ved ikke at være mistænksom og sluge en (hulens) masse kameler. På de sociale medier bør du heller ikke føle dig krænket af kommentarer eller billeder. Det, du giver opmærksomhed, vokser.

Hvis du er i tvivl, så spørg. Så enkelt kan løsningen formuleres. 

Senecas citat minder mig også om, hvor vigtigt det er at være åben og ærlig – især i pressede situationer, hvor tingene kan være komplicerede.

Jeg har personlig erfaring med udfordringen. Jeg er for nyligt blevet skilt, og jeg har erfaret, at hvis jeg er usikker på noget, så er det bedre at spørge end at lave tvivlen eller mistanken gnave i mig. Ofte handler det mere om mig end andre. Så trækker jeg vejret dybt og tænker på mit barn. Hun skal have forældre, der bygger hinanden op. Forældre, der har tillid til hinanden. Forældre, der sætter kærligheden til barnet højere end sine egne behov.

Så jeg fokuserer på det, jeg kan kontrollere, væbner mig med tålmodighed, sluger nogle kameler (Og jeg er sikkert ikke den eneste) og tænker på, at det hele ikke handler om mig.

“Det sidste, terapeuten sagde til os, var, at nu skulle vi gå ud og kun have øjnene på bolden. Bolden er vores datter. Det var hende, vi skulle arbejde sammen om. Ikke andet. For vi var ikke længere sammen, og det var ikke meningen, at vi skulle være sammen igen. Mor har ret til sit liv. Far har ret til sit. Og I har ingen ret til at blande jer i hinandens. Medmindre det drejer sig om jeres barn.”

Sådan skriver Flemming Møldrup og Julie Ralund i bogen “Slug kamelen – der kommer flere. Leveregler fra et skilt forældreskab” og håber, at de kan være med til at gøre skilsmissen nemmere. Og som nyskilt kan jeg bekræfte, at rådet virker. Det hjælper at få styr på sin vrede, så den ikke styrer dig.

“Vreden ville sætte ild til det hele og grinende læne sig tilbage og se det hele brænde ned til grunden. Og den ville uden at blinke smide min datters tryghed ind i flammerne”, skriver Møldrup. Han har ret.

Styr vreden, så den ikke styrer dig

Styr vreden, så den ikke styrer dig: Og med disse ord fandt og formede mine tanker dette essay, som du nu læser. Et essay, der ønsker at åbne dine øjne for goderne ved mildhed, stoisk ro og give dig den samme oplevelse, jeg har. For jeg er nemlig ikke alene om at træde i karakter, når det gælder.

With great powers comes great responsibility

Stoikerne argumenterer ligeledes for, at sand erkendelse kun kan opnås gennem handling, og ifølge Sokrates, Platon (og sandsynligvis Møldrup) er viden ikke tilstrækkeligt, medmindre den bliver omsat til moralske handlinger.

Sagt på en anden måde: Vær ikke vred på dig selv. Du har heller ikke tid til at blive skuffet. Du vidste ikke bedre. Du har haft for travlt. Vi føler os skyldige, har dårlig samvittighed eller skammer os, men drop det. Måske har din vrede og mistanke tidligere styret dine handlinger, men du ved bedre nu.

Jeg siger ikke, at det er nemt, overhovedet ikke. Nixon og Baldwind magtede det ikke i pressede situationer. Det kræver styrke, men jeg tror godt, at du kan gøre det. Du er stærk.

Hvis du er i tvivl om nogen eller noget, så spørg.

Prøv blot en enkelt gang i dag. Mød en irriterende kommentar på Facebook med venlighed. Gå foran.

Og nu bliver du sendt ud i verden, så du kan omsætte disse ord til handling. “Hvis ikke nu, så hvornår? Hvis ikke her, så hvor”,  som Lis Sørensen synger i julesangen af samme navn.

Fortæl mig om dine erfaringer. Jeg mener det faktisk. Jeg bliver så glad, når gammel obskurt filosofi, kan give inspiration og bruges i den virkelige verden.

Og stik mig endelig nogle boganbefalinger, som du tænker, jeg kan bruge. Jeg er lutter øre.

Jeg må tilbage til bøgerne. En stoisk tradition.

om løber har jeg tilbragt mange år i skoven, på stier og små landeveje. Ruterne er ofte nedslidte, ikke særlig velholdte, lettere ufremkommelige, dækket af planter og træer, der har fået lov til at vokse vildt. Fasaner og dådyr bruger ruterne mere end mennesker.

Det minder mig om gamle dage.

Det minder mig om en scene fra Mad Men, hvor Don spiser frokostpicnic med sin familie og nonchalant efterlader alt skraldet på græsset.

Når jeg har været ude at løbe, cykle, vandre, spille discgolf med venner eller køre på landevejen, erfarer jeg, at ligegyldigheden vender tilbage. Nogle smider en gammel madras, en sofa og rester fra byggepladsen. Andre smider slikpapir, konfetti og ølflasker. Nogle har endda efterladt en båd i skoven. Nogle efterlader også – af ukendte og alarmerende årsager – døde katte og hundelig.

I begyndelsen gjorde det mig rasende – specielt fordi mine cykeldæk og dækkene på barnevognen konstant punkterede. Jeg blev vred og irriteret på mine medmennesker og på det sted, hvor jeg lever. Jeg forsøgte at involvere politiet, dyrenes beskyttelse og lokale politikere – og selvfølgelig gjorde de ingenting. Jeg opsatte skilte, men det gjorde heller ingen forskel. Jeg tænkte forgæves på klimaet og fremtiden. Jeg tænkte på at flytte.

Men en befriende tanke ramte mig på en af mine morgenvandreture med mit barn: Hvor mange gange skal jeg gå forbi det skrald, tænkte jeg, før jeg bliver medskyldig i dens eksistens? Selv, hvis jeg flytter til et andet sted, hvor man ikke efterlader skrald, ville det stadig ske her, tænkte jeg. Den romerske kejserfilosof, Marcus Aurelius, havde ret, da han sagde, at man kan begå uretfærdigheder ved ikke at gøre noget.

Så jeg samlede det op. De ødelagte dæk blev lagt i kurven på barnevognen og afleveret til genbrug. Jeg gik langs vejkanten og samlede flasker og plastikposer. Jeg har samlet utallige skruer, cigaretskodder og flamingostykker. Jeg har iført mig ansigtsmaske, skrabet fladkørte katte fra vejen, fjernet hundelorte, fjernet måger, duer og får og en enkelt død kalv og taget dem med til lossepladsen eller flyttet dem til en mindre befærdet del af skoven, hvor de kunne blive til jord og kompost.

Jeg kan ikke ligefrem sige, at det var behageligt, men det gav mig en vis myndighed og afklaring.

De antikke græske filosoffer ville være enige. Verden kan være et forfærdeligt sted. De ville dog minde os om, at vi selv kan kontrollere, hvad vi kan gøre ved det. Vi kontrollerer, hvilken forskel, vi forsøger at gøre. Vi kontrollerer, hvorvidt det gør os bedre eller mere bitter – hvorvidt vi brokker os eller bare kommer i gang.

Men den ultimative belønning kom forleden, da jeg var i skoven med min familie. Min datter synes selvfølgelig, at det er sjovt at kaste med pinde, samle blade, kigge på fugle og klatre i trænerne. Alligevel virker hun til at have det ganske sjovt med at løbe frem og tilbage langs stien – ikke på min opfordring – og samle skrald. Hun beder ofte om min hjælp til at løfte de tunge ting hen til de skraldespande, som kommunen ellers har fordelt jævnligt langs stierne. De få hundrede meter mellem skraldespandene kan være langt for en pige, der snart er tre år.

Jeg har fornyeligt set på Instagram, at der findes et hashtag omkring oprydning. Det startede med et Facebookopslag fra 2019, der er delt 335.000 gange og har 102.000 likes (stadig stigende). En fyr uploadede før og efter billeder og skrev følgende:

“Here is a new #challenge for all you bored teens. Take a photo of an area that needs some cleaning or maintenance, then take a photo after you have done something about it, and post it.”

Udfordringen gik viralt. Næsten hele kloden blev repræsenteret takket være #trashtag Du kan se mennesker, der rydder op på en strand i Filippinerne, fylder containere i Næstved city og andre, der samler skrald i Vietnam.

Et af de firmaer, som jeg har hjulpet med strategisk storytelling, skrev for kort tid siden, hvordan de begyndte at samle skrald lokalt. De har et skraldeproblem. Det bliver smidt tilfældige steder i naturen. En af deres medarbejdere var ved at blive tosset, skrev de. Han havde opsat kameraer, der skulle fange de skyldige. Han blev oppe flere nætter for at skræmme dem væk.  Han var bekymret. Han var vred. Men så stødte han på nogle andre, der samlede skrald. Han så mig samle skrald og dokumenterede det på video. Han begyndte også at samle skrald i stedet for at opføre sig som den lokale sherif.

Det smittede. “Jeg så, at nogle af mine venner og naboer også begyndte at samle skrald.”, skrev han efterfølgende. Og nu er der flere naboer, der samler skrald end der smider skrald.

En af de vigtigste politiske tankegange i hellenistisk tid (dvs. 300 f.v.t.) var Stoicismen. Stoicismen sammenligner bekymringer med cirkler. Vores første bekymring, ifølge den, er vores sind. Den næste bekymringsring er kroppen, dernæst den nærmeste familie, vores lokalsamfund, vores by, vores land, vores kongedømme, vores verden.

Hovedtanken i den stoiske filosofi er, man må tage den yderste ring og trække den mod den inderste cirkel. Det betyder i praksis, at man må lære at tage sig så meget af andre som muligt og af så mange som muligt og gøre så meget for dem som muligt.

På et skilt nær skoven, hvor jeg løber, har nogle skrevet: “Leave this place better than you found it.”

En fremragende livsfilosofi, synes jeg, til både stort og småt. Som grundlæggeren af stoicismen, Zenon, sagde: “Et godt liv bliver realiseret gennem små skridt, men er ikke en lille opgave.”

Folketingsvalg 2022 og mistrivsel blandt unge.

Han står på folketingets talerstol, blå skjorte og nybarberet. Folketinget er åbent efter sommerferien. Den politiske leder for Liberal alliance, Alex Vanopslags, stemme går tydeligt gennem mikrofonen, men når han nævner sin egen sygehistorie med stress, så bævrer stemmen en smule. Han påpeger – ganske rigtigt – et stigende problem for samfundets unge – mistrivsel.

Kære Alex Vanopslagh, politisk leder for Liberal alliance, 

Det er nemt at blive bedre, men blive bedre til hvad?

Lad os holde to elementer adskilt.

Man kan godt blive bedre til at gøre ting, men det er ikke det samme som at blive et bedre menneske. Gøre versus være. Den ene ting bør prioriteres meget højere end den anden.

Din vilje til at forbedre de unges trivsel er ædel. De fleste bruger ikke tid på dannelse i en valgkamp, men dem, der gør kan blive vildledt af likes og forgængelighed, men holder du tungen nogenlunde lige i munden?

Træner du for at få en sixpack, fordi du vil imponere, når du tager din trøje af, eller træner du, fordi du udfordrer dig selv og er dedikeret til et andet mål?

Løber du et maraton, fordi du vil teste dine begrænsninger, eller fordi du løber fra problemerne på hjemmefronten?

Laver du dine lektier fordi, du oprigtig er interesseret i oldtidskundskab, eller vil du bare gerne have en god karakter?

Laver du videoer på de sociale medier for at se på dig selv, eller for at andre skal se dig?

Menneskets vilje burde ikke alene blive brugt til dyrke præstationskulturen, få den højeste karakter, få flest likes på de sociale medier eller flest stemmer til valget –  især ikke, hvis man ikke har et øjeblik til andre mennesker.

Hvad er pointen?

Hvad er pointen med at vinde sportskonkurrencer, lave de perfekte opdateringer på sociale medier, få en høj karakter, tage en selfie, hvis man mistrives? Hvad er pointen med de ydre medaljer, hvis man ikke lykkes med sin indsats som far, mor, søn eller datter?

Det er nemt at blive bedre, men bedre til hvad?

Men jeg synes nu alligevel, at du overser de bagvedliggende snore, der trækker i de unge mennesker.

Marionetdukker

Når du ser en marionetforestilling, så husk, at hvad der trækker i snorene, det er skjult inde bagved; dér er det som taler, det som sætter spillet i gang, dér er – om jeg så må sige – manden bag dukkerne.

Sådan skriver den romerske kejser og stoiker Marcus Aurelius i sin mere end 2000 år gamle dagbog “tanker til sig selv.”  Alex, du bør også overveje, hvad et menneske egentlig er.

Du må overveje, hvad der trækker i de unge menneskers snore, hvad der skaber mistrivslen for de unge.

Hvad er deres hylster?

Hvordan trækker de sociale medier og techgiganterne i de snore, der bevæger de unge mennesker?

Sammenlign det med en økse i hånden på en snedker. Øksen sidder fast fordi, snedkeren ønsker det. Omvendt sidder mobilen sidder fast, fordi techgiganterne ønsker det. Er du enig?

Hvis man omgås fristelser, så bliver man fristet, siger psykologen Adam Alter.  De unge kan ikke selv stoppe med at indtage de lette kalorier – cheeseburgeren. Individet kan ikke sige nej til den mobil, der er foran dem.

Tænk i de snore, der trækker mennesket.

Man kan altid begynde at samle andre menneskers skrald. Det bliver man glad af.

Det er ikke fristende, men det er meningsfyldt.