Det hele handler ikke om dig!

Det hele handler ikke om dig

Verden er større end dig!

Fokusér på det, du kan kontrollere. Succes er at gøre det etiske rigtige – ikke andet. Selvdisciplinen gør dig fri. Sådan skriver den romerske kejserfilosof Marcus Aurelius til sig selv i sine dagbøger – Meditationer til sig selv. Og hvordan er det så relevant for mig, kunne du helt fair tænke.

Vi fortæller alle os selv en historie. Vi har alle et narrativ, men ofte fremviser de kun positive sider af os selv, og det fører kun til skæve skildringer langt fra sandheden. Et eksempel fra min egen verden:

Jeg har ikke fortalt om det tidligere. Jeg bryder mig ikke om at fremhæve mig selv. Det er mere elitesoldaten, der synes, at det er sjovt. Han er nemlig specialiseret i at svømme. Han er frømand. Det danske svar på navy seals – altså en slags jægersoldat i vandet. En person, der har svømmehud mellem tæerne og bor under vandet. En slags hemmelig agent.

Jeg er også glad for vand – specielt iskoldt vand. Jeg er den havregynspisende, morgenfriske, irriterende type, der står meget tidligt op og løber en tur. Men ellers svømmer jeg ikke så meget. Jeg bliver hurtigt udmattet i vandet.

Nå, men jeg reddede supersvømmeren fra at drukne. De praktiske forhold kan jeg uddybe en anden gang, men frømanden synes stadig, at det er sjovt, at han blev reddet af en akademiker og en bogorm. Jeg er bare glad for, at jeg reagerer konstruktivt i situationen.

Jeg har kendt soldaten længe, og vi vender tit tilbage til episoden.

Personbeskrivelsen er enkelt, kort og på grænsen til at fremstille mig som om, at jeg fra starten vidste, hvordan jeg ville opnå succes og redde elitesoldaten. Den viser ikke min tvivl. Den viser ikke, at det kræver hårdt arbejde, slid og ydmyghed at få erfaring. Den viser ikke, at soldaten er min lillebror. Den viser ikke, at han kun var seks år, da han sprang ud på det dybe vand, hvor han ikke kunne bunde. Den viser ikke, at han på daværende tidspunkt ikke var frømand.

Mennesker definerer sin egen selvopfattelse efter udfordringerne – når vi kender udfaldet – belejligt. Hvilket naturligvis gør, at det meste af vores selvfremstillinger – fx  på instagram, Facebook, dit CV, din virksomhed – fremstår som planlagt fra starten. Bullshit! Vores nærmeste og vores venner kender sandheden – den ægte udgave, hvor hjertet og følelserne er involveret. Den ægte udgave kaldes også strategisk storytelling

Den amerikanske stoiker og New York Times bestseller, Ryan Holiday, skrev EGO IS THE ENEMY i 2017, og bogen beskriver den kamp, som vi alle – i et eller omfang – gennemgår: Kampen for at vinde over vores største modstander – egoet.
På dansk ville man måske sige, at det hele handler ikke om DIG eller – verden er større end dig. Du er en del af en sammenhæng. På dansk ville vi kalde det dannelse.

Og fortsætter du med at læse – enten her eller i andre bøger, kan du risikere at blive dannet.

Nu er du advaret, resten er op til dig.

Emil

Written by Emil Brandt Rex
Far.digter.borger.blogger Ekstrem praktisk og sansestimulerende tilgang til en meningsfyldt tilværelse med boganbefalinger, strategisk storytelling, stoicisme, markedsføring og massemedier.