“Hvem er De?” spurgte fruen i den sorte kjole. Medierådgiveren så op fra sine bøger, mødte hendes blik og smilede.
“Hvem er jeg?” gentog han langsomt. “Ved de, frue, at de ikke er den første af mine klienter, der har udspurgt mig om min baggrund.”
Hun blev stående uden at fjerne blikket fra hans blå øjne og grå t-shirt, mekanisk trak hun de sorte handsker på.
“Mange”, sagde rådgiveren, “er i tidens løb kommet til mig for at søge råd og vejledning til at styrke deres virksomhed ud i den strategiske storytelling. Mange er kommet i hast og for få støtte og vejleding til fortællingens væsen, virksomhedens kernefortælling og purpose.”
“Frue, de mangfoldige spørgsmål har ikke været andet end variationer af et eneste råb fra hjertet: Hvordan kan jeg gøre min virksomhed, mit liv og verden bedre?
“Som jeg selv!” afbrød hun.
“Ja”, sagde han stille. “Hvor jeg har løst denne gåde for dem, der har de været styrket.
“som jeg selv”, udbrød hun igen. Hun tog et skridt frem imod ham, så hendes nederdel raslede på gulvet.
Hun lukkede øjnene et kort øjeblik, så derefter op igen og sagde blidt “men jeg har endnu et spørgsmål til dem: Hvem er de?”
“Frue”, sagde rådgiveren efter en pause, “Jeg er ikke vant til at tale om mig selv, men jeg vil ikke lade dem gå bort uden at besvare deres spørgsmål. Og tillad mig da nu at tale om mig selv som om, jeg talte om en anden og på klassisk manér at besvare deres spørgsmål ved at fortælle dem en historie. Tag da plads igen, frue. Historien kan blive lang.”
Uden at sige mere satte hun sig i den store armstol, der blev hende anvist. Biblioteket, i hvilket de to befandt sig, var køligt og oplyst og lå langt fra gadens lyde, der ellers kun nåede dem som bølgers sorgløse mumlen i strandkanten.
“Det hele handler ikke om dig“, begyndte medierådgiveren.