Gå en tur (så går det nok)

Folk tror, jeg lufter min hund. Det er omvendt.

Severin er 13 år, corgi og udstyret med en stoisk tålmodighed, og han er grunden til, at jeg kommer op af mine kaninhuller. Det, han trækker mig ud til, løser ikke alle mine problemer. Kun de fleste.

Et kaninhul begynder med de samme ord hver gang: Jeg vil bare gerne lige.

Lige gøre det her færdigt. Lige svare på én mail til. Lige rette en enkelt ting. Jeg har tid til at gå tur, det er ikke det. “Lige” er bare et lille ord, der varer længe hos mig.

Jeg holder af fordybelse. Men et kaninhul er fordybelse uden udgang, og jeg er dårlig til selv at finde op.

Severin kender ikke ordet “lige”. Han stiller sig hen og ser på mig, og så venter han. Han plager ikke. En gammel hund, der bare venter, er sværere at sige nej til end nogen påmindelse på telefonen.

Ryan Holiday har lige skrevet om hunden Oreo, som hans børn lovede at gå tur med. Det løfte holdt, som den slags løfter holder, og nu går Holiday selv to ture om dagen. Han er glad for det, skriver han, for hunden tvinger ham til noget, alle har godt af.

Hos mig har ingen lovet noget. Det er bare mig og Severin. Han forhandler ikke. Han venter. Så vi går.

Jeg går ikke for motionens skyld. Severin skal ikke nå noget. Han skal ud og snuse til verden, og en lygtepæl kan tage sin tid. Imens står jeg med en snor i hånden og kan ikke gøre andet end at vente.

Det er dér, det sker. Et sted mellem to lygtepæle slipper kaninhullet sit tag, og jeg kan se det, jeg sad med, udefra.

En sjælden gang bliver jeg irriteret over at skulle af sted. Så ved jeg, hvad klokken er slået: Det er ikke hunden, der er problemet. Det er mig, der har for meget om ørerne. Severin er mit barometer.

Sådan et har du også, selv uden hund. Bliver du irriteret over noget, du plejer at klare uden videre, et barn, der vil vise dig noget, en kollega i døren, er det sjældent det, der er vokset. Det er trykket hos dig.

Og så hjælper det at gå. Det har mennesker vidst i mere end to tusind år.

Aristoteles’ skole i Athen fik navn efter en søjlegang, peripatos, og overleveringen siger, at han underviste gående. Seneca anbefalede ture under åben himmel, så sindet kunne løfte sig i den friske luft. Da Flaubert påstod, at man kun kan tænke og skrive siddende, svarede Nietzsche, at siddekødet er synden mod Helligånden, og at kun de tanker, man har gået sig til, er noget værd.

Darwin anlagde en sandsti ved sit hus og gik den dagligt i 40 år. Den er siden blevet kaldt hans tænkesti. Virginia Woolf fandt på “Til fyret” på en tur rundt om Tavistock Square i London. Og H.C. Andersens første succes var en gåtur: “Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager”.

Men den, jeg selv vender tilbage til, er Søren Kierkegaard. I 1847 skrev han til sin svigerinde Jette, som var syg og sengeliggende:

“Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke [kan] gaae fra den.”

Søren Kierkegaard i et brev til Henriette Kierkegaard, 1847

I samme brev står en sætning, der dårligt lader sig oversætte til engelsk: “Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok.”

Severin er i øvrigt opkaldt efter S’et i N.F.S. Grundtvig, som Kierkegaard gerne gjorde nar ad. Alligevel er det Kierkegaard, min hund giver ret hver dag.

Mine egne tanker kommer også til fods. Det var på en morgentur med min datter, jeg fik den tanke, der endte som Derfor samler jeg affald i skoven: Hvor mange gange skal jeg gå forbi det skrald, før jeg bliver medskyldig? Jeg tror ikke, den var kommet ved skrivebordet. Der ville jeg bare gerne lige have svaret på endnu en mail.

Forskerne er nået frem til det samme. På Stanford blev 81 procent af deltagerne bedre til at få idéer, når de gik. På Iowa State University løftede en almindelig gåtur humøret, også hos dem, der regnede med at få det værre. Du behøver altså ikke tro på det. Du skal bare gå. Det gør helt sikkert ikke dine problemer større.

Jeg vil næsten love det. Når Severin og jeg kommer hjem, er mailen stadig ikke sendt, og det, jeg lige skulle, er stadig ikke gjort. Turen har ikke løst noget på listen. Den har skiftet ham ud, der skal løse det. Holiday skriver, at humøret som regel er det meste af problemet, og det passer også i Næstved.

Det løser ikke alle dine problemer. Kun de fleste.

Ved skærmen kommer der hele tiden noget ind: mails, beskeder, én ting til. På en gåtur kommer der ikke noget ind, og så begynder hovedet at rydde op i det, der ligger der i forvejen. Du opdager, hvordan du har det, før du gør det til andres problem.

Kierkegaard fortæller Jette om en dag, hvor han havde gået i halvanden time og ved bevægelsens hjælp var “bleven mig selv et yderst behageligt Menneske”. Han skyndte sig af sted for at redde sin lykke hjem og løb lige ind i en mand, der ville snakke. “Saaledes var Alt tabt.” Bagefter var der kun ét at gøre, skrev han: “istedenfor at gaae hjem at gaae igjen.”

Det kan vi andre også lære. Bliv ved at gå, så går det nok.

Severin er 13. Jeg ved godt, hvad det tal betyder for en hund. En dag står der ingen og ser på mig, mens jeg lige skal noget. Så kan jeg “lige”, så længe jeg vil. De ture, jeg udskyder, er dem, jeg kommer til at savne. Det gælder næppe kun hunde.

Nu står han der igen.

Jeg vil bare gerne lige…, men vi går.