Tid til at sluge kameler
Jeg vidste, at salgsskiltet ville ankomme, men det rammer mig alligevel som en snebold, da jeg ser det stå foran huset. Jeg hopper af cyklen, kroppen er afslappet, men indeni mærker jeg en uro. Det må ikke ske. Jeg tøver et øjeblik. Jeg sluger en kamel. Severin, vores ræverøde Welsh Corgi pembroke kommer løbende og logrer. Han presser sin pels mod mine ben. Han smiler. Han forstår ikke, at huset skal sælges. Han forstår ikke, at menneskeforældrene Kristine og Emil bevæger sig i hver sin retning. Han begynder at løbe i cirkler og rulle sig i sneen. Han elsker sne. Varm ånde bølger ud af hundes hals. Mine hænder giver slip på cyklen, den læner sig mod stakittet. Støvlerne knirker mod den snavsede sne på fliserne få meter fra indgangen til villaen, hvor vores datter styrter frem. Jeg tænker på den vigtigste beslutning i mit liv. Jeg tænker, at det hele ikke handler om dig. Jeg tænker på biodiversiteten i den vilde have, som havearkitekten har forandret.
I træerne sidder en flok solsorte. For dem er det en helt almindelig onsdag i november 2022 i Næstved – tæt på Herlufsholm skolen, susåen og centrum.
Slug kamelen – et køleskabsmanifest
Det tidligere ægtepar Flemming Møldrup og Julie Ralund har skrevet bogen “Slug kamelen – leveregler fra et skilt ægteskab.” De giver et køleskabsmanifest til at gøre skilsmisser nemmere:
- Vi overleverer til hinanden og ikke gennem vores barn. Barnet er ikke budbringer.
- Vi er ALTID på hold med hinanden. Nok er vi tre – far – mor og barn. Nok kan vi tale om alt. Men vi kan ikke spilles ud mod hinanden. Vi sætter os aldrig i en position, hvor vi lader os overtale til at danne kliker. Vores barn skal vide, at vi står sammen om det. Det betyder også, at vi begge to skal vide, hvordan vores barn har det.
- Vi konfronterer hinanden og ikke vores barn. Hvis barnet fortælles os noget, som vi ikke forstår, eller som gør os usikre, så ringer vi til hinanden.
- Vi taler altid pænt om hinanden og om hinandens kærester.
- Vi flekser (meget) (stadig)
- Vi savner ikke. Vi glæder os til at ses.
- Vi gør os umage. Som forældre og som ekser.
- Vi gør os meget umage.
- Vi tænker på vores barns behov før vores eget.
- Det gør ikke noget at blive lidt træt af hinanden, men fiks årsagen, så det ikke vokser til noget permanent, for der er kun én, der betaler ved kasse 1, når du ikke opfører dig ordenligt over for din eks. Og det er dit barn.#køleskabsmanifestet
Fokus på bolden
Vi er begge kede af det. Vi er begge kede af udfaldet. Jeg er sikker på, at vi kommer til at støtte hinanden på mange måder, så Leonora får en god barndom. Vi er begge skilsmissebørn, og vi ved, at det gør ondt.
Vi skaber nogle nye rammer for Leonora i Næstved. Vi bliver boende i området, så vi begge kan være tæt på Leonora. Det giver også ro i maven for os begge.
Vores fælles styrker er, at vi er nysgerrige af natur.
Vi er grundlæggende enige om, at Leonora ikke skal betale for, at hun bliver et delebarn. Vi er nødt til at se udover vores egne behov og lade dem komme længere nede i processen. Det vigtigste er vores datter.
Tak til Leonora – vores kærlighedsbarn.
Uden et klart fokus på dig, var der ingen forældreskab, der var værd at skrive om.
Continue reading